PILGRIMSVANDRING

Denne artikel giver en lille teologisk skitse over, hvad der er på færde med de moderne pilgrimsvandringer.

Der er intet originalt i den, den er primært et sammendrag af noget af den litteratur, der er nævnt nederst i artiklen.

Den er noget længere, end hvad tekster på Internettet bør være; men den er anbragt her efter ønske fra nogle, der gerne ville have teksten, som oprindeligt blev holdt som foredrag på et præstekonvent i Thisted Provsti.

BEGREBSBESTEMMELSE - BIBEL

HISTORIE

TEOLOGI

MODERNE PRAKSIS

BEGREBSBESTEMMELSE - BIBEL

1.  Betydning:

Religiøst motiveret rejse til et helligsted for at opleve noget, opfylde noget eller opnå noget.

F.eks. valfarterne til Jerusalem;  Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten, Luk. 2,41.

Man kan næsten kalde den rejse, som Matthæus’ vismænd fra Østen foretog fra deres hjemland til den nyfødte Kristus for en pilgrimsrejse. 

Op til tre gange årlig valfart var en del af den gammeltestamentlige religion;  påske-, pinse- og  løvhyttefest.

Hvor er din bolig vidunderlig,
Hærskarers Herre!
Min sjæl fortæres af længsel
efter Herrens forgårde,
mit hjerte og min krop råber
efter den levende Gud.

Lykkelige de mennesker,

der har deres styrke i dig,
de som har i sinde at drage på valfart (Valfarts-)Salme 84,2-3;6.

Valfartssalmer er I øvrigt: 120-134.

2. Betydning er noget bredere:

Rejser kan have flere forskellige religiøse motiver;  Abraham rejste fra Ur i Kaldæa først til Karan og derefter til Kanaans Land (1. Mos. 11,27-12,9) på Guds befaling.

Israels udvandring (2. Mosebog) fra Ægypten, nomadetilværelse i ørkenen og endelig (gen-)indvandringen i Kanaans Land kan med moderne øjne ses som en folkevandring eller et erobringstogt.

Men begge rejser er set ud fra Bibelens Univers rejser, der er foretaget i fromhed,

fordi de er udtryk for Guds vilje. 

Det er ikke pilgrimsvandringer i snæver forstand – men ”Hellig vandring” i videre forstand.

De to sidste former for hellig vandring har også at gøre med det sproglige element i pilgrim:  Ordet pilgrim betyder fremmed; det har rødder i per agrum – over marken.

Der er også et element af ikke at være hjemme, at være på vej, ikke at have et fast sted, at være en fremmed i ordet pilgrim.

I 1. Peters Brev 2,11 betegnes de kristne som udlændinge og fremmede.

De skal, som også Evangelisten Johannes citerer Jesus for i flere forskellige former,

leve i verden men ikke af verden.

Dette giver en vis fremmedhed i livet, at man som kristen ikke skal have sin identitet og sine normer i det omgivende samfund; men i troen på Gud.

Ordet for fremmed parepidhmoV på græsk gengives af ordet peregrinor på latin

i Vulgata; den latinske kirkebibel igennem hele middelalderen.

Abraham var kommet som en fremmed til Kanaans Land.  Israels folk boede som fremmede i Ægypten.  Vi kristne er på en måde fremmede i det moderne eller postmoderne sækulare samfund.

I den forstand er en pilgrim et menneske, der har sine normer i kristendommen og pilgrimsvandring får også betydning af at bruge vandringen som billede på og som middel til at bryde op fra de kendte måder at leve på for i sin livsstil og tankesæt at nærme sig kristendommen.

3. Betydning er den hellige vandring, hvor man vandrer omkring eller til et andet sted med en hellig opgave;  typisk med et budskab fra Gud.

Jonas i Det Gamle Testamente var som bekendt ikke meget for det.

Der var profeter i GT, der var mere villige, når først de havde taget imod deres kaldelse.

Jesus vandrede omkring og prædikede.

Apostlene gjorde det samme, Paulus vandrede og sejlede  – og hvordan han nu rejste –

ud med Evangeliet.

Munke og nonner vandrede ud i større og større dele af verden med evangeliet.

Så også vandring med en kristen mission er hellig vandring og i den forstand pilgrimsvandring.

På den måde ligger der tre motiver i pilgrimsvandringen, som i forskellig grad inkorporeres

i moderne pilgrimsvandring: 

Vandringen til Det Hellige for at få del i det.

Vandringen til Det hellige for at blive i det

og Vandringen ud med det Hellige;  det sidste spænder lige fra Moses Hansen med sit kors over gadepræster der vandrer med diakoni og sjælesorg

til mennesker, der vandrer med et budskab af mere politisk karakter.

HISTORIE

”Pilgrimsbegrebet tager sit udgangspunkt i, at en kristen for at finde sin sande identitet må forlade sin hverdag og sine vante omgivelser.” McG, p59 – Udtrykt i Filipperbrevet 3,20:

Men vort borgerskab er i himlene.

Middelalderens pilgrimslære bygger på NT.

Det er vigtigt at erkende den tilstand, at ens sande hjem er i Himlen –  og at få kroppen med. McG p60.

I den sammenhæng er det vigtigt at huske, at den skarpe græske sjæl-legeme dualisme dybest set er fremmed for kristendommen.

For middelalderens pilgrimme var både rejsen og målet vigtigt.

Målene var i begyndelsen de steder, hvor Jesus havde været i markante situationer.

Der findes et – desværre – kun delvist bevaret manuskript om en kvindes pilgrimsrejse til Israel, som forløb fra 381 til 384.

Heraf ses, at hendes rejse til Det Hellige Land ledsaget af læsning om de tilsvarende bibelske begivenheder styrkede hendes tro.

Allerede på det tidspunkt var der hjælpsomme munke, der hjalp pilgrimmene undervejs.

I 600-tallet kom Jerusalem under muslimsk herredømme.  Pilgrimsfærd var stadig mulig om end mere vanskelig.

Det blev nu anset for god tone at blive hjemme i sit kloster og bede og arbejde dér.

Fra 700 til 1000 tallet blev Rom det store pilgrimsmål, efterhånden suppleret helgengrave

 – Santiago de Compostela kom også til.

Skt. Bendts kirke i Ringsted blev valfartskirke, fordi Knud Lavard lå begravet dér.

Middelalderens pilgrimme ønskede at lægge ryg til (nogle af) de strabadser,

som helgenerne i sin tid havde måttet tåle.

En nulevende katolsk pater har kunnet få det igennem sit computertastatur,

at han, da han frøs under en pilgrimsvandring p.g.a. for dårligt campingudstyr, at da deltog han i Kristi forsoningsarbejde, fordi han led for Hans skyld.  Den slags forestillinger er fremmede for luthersk teologi.

Både rejsen – strabadserne – og målet; relikvierne – var vigtige.

Spirituel vækst, soning af synder og eventyrlyst var dele af det i forskellig blanding.

Martin Luther fokuserede på det udbredte misbrug, hvor pilgrimsvandring blev forbundet med afladshandel, relikviesvindel og –kræmmeri og sågar, at rige mennesker betalte fattige for at gå pilgrimsvandring på deres vegne for at fortjene eftergivelse af skærsildsstraffe på deres vegne.  Derfor forbød han fornuftigt nok pilgrimsvandringer.

Selve pilgrimsmotivet blev imidlertid hængende i de protestantiske kirker alligevel.

Fra Kingos Hjerte-Suk har vi f.eks.:

En fattig Pillegriimm jeg er,

Som Adams Synde-pjalter bær!

Fra først jeg fik min Vandre-stav, ….

I 1678 og 1684 skrev Englænderen John Bunyan – en lægprædikant, der udstod fængselsstraffe for at prædike uden tilladelse – Pilgrimmens Vandring.

Det er en meget omfattende allegori, hvor en metafysisk pilgrimsrejse beskrives som en gennemlevelse af og et lærestykke i den teologiske forståelse han havde af et korrekt kristenliv.  Fortvivlelsens sump, Bjerget vanskelighed o.s.v.

Den blev umådelig udbredt og oversat til mange sprog – den findes også i helt nye  udgaver – både i sin helhed og forkortet.

Vores egen Ingemann har selvfølgelig også taget den billedlige pilgrimstanke til sig – bedst kendt i:

Dejlig er jorden!

Prægtig er Guds Himmel!

Skøn er sjælenes pilgrimsgang!

Gennem de favre

riger på jorden

gå vi til Paradis med sang.

Det er selvfølgelig karakteristisk for Ingemann, at han er i stand til både at fastholde skønheden på jorden og i Himlen og på samme tid digte gribende om pilgrimstanken.

Der er mange tanker i vores salmebog med allegoriske pilgrimsmotiver;  en del af dem gør meget ud af fremmedheden i livet her.

For fuldstændighedens skyld vil jeg nævne en oversat Luthersalme:

Jeg lever – og ved hvor længe fuldtrøst:

jeg lever, til Herren mig kalder;

Jeg lever og vender den kaldende røst,

Jeg lever som gæsten på fremmed kyst,

til Faderen barnet hjemkalder.

Selma Lagerlöfs novelle: Flammen fremhæver processen som det vigtigste i en pilgrimsvandring.

Og endelig skal nævnes En russisk Pilgrims Beretninger, der angiveligt foregår i anden halvdel af 1800-tallet og som handler om en pilgrimsvandring, der ikke har noget fysisk mål, men som er en søgen efter åndelige vejledere, der skal hjælpe pilgrimmen at lære meditativ bøn.

Og til sidst er man i de protestantiske lande op imod årtusindskiftet begyndt

at genoptage pilgrimsvandringerne – også som hel konkret fænomen.

Her er pilgrimsvandringer ikke – som på Luthers tid – en måde at gøre sig fortjent til frelse,

at skaffe sig bod;  men derimod  – mere i de tidlige pilgrimmes stil – en måde at arbejde med åndelig vækst.  En åndelighed der vel at mærke ikke er skilt fra kroppen.

TEOLOGI

Pilgrimsvandring i luthersk perspektiv hører hjemme i bønslivet – eller det personlige andagtsliv, om man vil.

Det nytestamentlige begreb om bøn er bredt.

Matthæus 6 om Fadervor siger, at vi ikke skal tro, vi bliver hørt for vores mange ords skyld – for Gud ved i forvejen, hvad vi behøver. 

I Lukas 18 fortælles lignelsen om den uretfærdige dommer, som enken plager hele tiden – og til sidst giver hende ret.  Her står:

Skulle Gud så ikke skaffe sine udvalgte deres ret, når de råber til ham dag og nat?

I Lukas 21,36 kan vi læse, at vi altid skal våge og bede (om ikke at falde i fristelse).

Markus og Matthæus har formuleringen om at våge og bede i forbindelse med Jesu ypperstepræstelige bøn.

En af de afsluttende formaninger i 1.Thess. er bed uophørligt, 5,17!

Tilsvarende i Ef. 6,18:  Under stadig bøn og anråbelse skal I altid bede i Ånden.

Jesu egen bønspraksis.  Efter bespisningen i ørkenen: 

Da [Jesus] havde sendt skarerne bort, gik han ene op på bjerget for at bede.

Og da det var blevet aften, var han alene dér, Matt 14,23 -,24.

Jesus bad altså længe og i ensomhed.

Samme motiv – over en hel nat – har vi i Lukas 6,12f (Jf. også Lukas 9,18):

I de dage gik [Jesus] engang op på bjerget for at bede, og han tilbragte natten i bøn til Gud.

Optakten til forklarelsen på bjerget lyder: [Jesus] tog Peter og Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede.  Luk 9,28.

Det er i høj grad med baggrund i skriftsteder som disse, at den kristne bøn har udviklet sig

til andet og mere end at vi beder om noget, vi ønsker os.

Kristen bøn er i høj grad samvær med Gud og øvelse i at åbne os for hans vilje – ske din vilje – jvf. Pauli ord om, at Helligånden hjælper os med at bede, fordi vi ikke selv ved, hvad vi skal bede om, Rom. 8,26.

Det er en almenmenneskelig erfaring, både at det kan være svært at koncentrere sig om at bede og at bede ”altid”.

Allerede i NT er der ansatser til, hvordan i praksis kan bære sig ad:  Gå ind i dit kammer og luk din dør!  Gå op på et bjerg for at bede!

Ensomhed og afsondrethed hjælper. Bjerget er et typisk sted for Det Hellige eller Gudsnærværet i Bibelen.

Derfor er de fires vandring op ad bjerget en meget nærliggende optakt til Jesu åbenbaring af sin guddommelighed på Bjerget.

Pilgrimsvandringen kan i det perspektiv ses som en hjælp til at intensivere og fastholde bønnen.

Og her betyder bøn åbenhed overfor Gud, samvær med Gud, bøn om at blive fyldt af Helligånden, så vi kan gøre Guds vilje.

Pilgrimsvandring er altså et ritual, som står i bønnens tjeneste.

Et ritual kan ses som en ramme for mødet med Gud.  Ritualer kan overordnet beskrives

som bestående af tre faser:

1. Adskillelsen fra den jordiske verden; f.eks. det at træde ind i et kirkerum eller klokkeringningen i gudstjenestens begyndelse.

2. Ritualets deltagere er i større eller mindre i kontakt med den guddommelige verden, f.eks. bibellæsningen i en gudstjeneste.

3.  Reintegrationen, hvor ritualets deltagere vender tilbage til hverdagslivet – mere eller mindre berigede af den rituelle guddommelige kontakt; jf. småsnakken ved kirkekaffen, hvor alle grader fra diskussion af salme, tekst eller prædiken til ligegyldig smalltalk kan forekomme.

Pilgrimsvandringen kan på denne måde ses som et udtryk for separationsfasen;

hvor man med en kortere eller længere vandring med varierende fysiske oplevelser markerer, at man bevæger sig fra hverdagsliv til Helligsted.

Pilgrimsmålet bliver så til mødet med det guddommelige

og (i ”gamle dage”) vandringen hjemad til reintegrationsfasen.

I moderne pilgrimsvandringer kan det være en vanskelighed, at hjemrejsen fra lange vandringer af praktiske årsager oftest forgår med fly.

Der er ikke tid til at reflektere over oplevelsen og lade den bundfælde sig.  Her kan det være en god idé at afsætte tid og evt. rammer til at integrere sin oplevelse bagefter

 – så det ikke helt går som ved kirkekaffen.

Ved korte pilgrimsvandringer kan det også være en god idé at være opmærksom på,

hvordan man få vedvarende glæde eller træffer konsekvenser af den erfaring,

man har gjort under vandringen og de dertil hørende andagter.

Pilgrimsvandringer er med til at give en erfaringsdimension i troslivet.

Religiøse erfaringer vil altid være omdiskuterede størrelser – således også pilgrimsvandringer.

Det kan diskuteres, hvilken betydning religiøse oplevelser har for kristendommen.

På den ene side kan vi se helt tilbage i NT, at religiøse oplevelser fik folk til at omvende sig og tro på Evangeliet og Jesus Kristus.

Det samme kan vi se i kirkehistorien – incl. de gudelige vækkelser.

Kirkehistoriske og teologiske refleksioner stiller til gengæld store spørgsmålstegn

både ved religiøse oplevelsers ægthed, ved deres gavnlighed og ikke mindst ved deres relevans for frelsen.

Udsagnet om, at vi frelses ved vores tro, betyder ikke, at en bestemt religionshistorisk oplevelse af troen har frelsende virkning, men at det er troen på Jesus Kristus, som frelser.

Omvendelse kan betyde et afgørende kirkeligt og trosmæssigt gennembrud for et menneske.  Men frelsen er stadig af Guds nåde og skyldes i og for sig ikke oplevelsen.

Vi frelses ved Jesu Kristi forløsning – og troen på det befordres ofte af forskellige religiøse oplevelser.

Derfor er oplevelser et legitimt brændstof for troen i samme grad, som de befordrer troen på (treiben) Kristus.

Nogle oplevelser ligner hinanden meget i de forskellige konfessioner;  derfor har mystisk teologi ofte et vist økumenisk præg – således også elementer i pilgrimsvandringer.

Men også helt andre religioners pilgrimsvandringer har træk, som minder om kristne pilgrimsvandringer. Er religiøse oplevelser – og pilgrimsvandringer –så overhovedet et udtryk for kristendom eller er de blot neutral mentalhygiejne?

Teoretisk tager man ofte udgangspunkt i den amerikanske religionspsykolog William James (1842 – 1910) bog The Varieties of Religious Experience.

Han beskriver religiøse oplevelser som neutrale og mener, at man så fortolker dem

i den religiøse referenceramme, som man foretrækker.

Jeg skal ikke kunne sige, om han har ret.  Men jeg mener, at man kan bruge hans synsmåde til at sige, at i den udstrækning, man tror på Kristus, beder til Den Treenige Gud, mediterer over kristent  centrale bibelvers eller vandrer til et kristent pilgrimsmål

med et kristent motiv i tanker og følelser, så er der tale om genuine kristne trosytringer.

I praksis arbejder man med både korte og lange pilgrimsvandringer.

På de lange vandringer har målet større eller mindre betydning.

Det kan være det at nå frem til målet – eller det kan være at nå frem til det særlige mål.

Vandringen kan altså både bære præg af de åndelige længsler og personlige problemstillinger, som den enkelte pilgrimsvandrer har og den kan være præget af de særlige kvaliteter og idealer, som det givne pilgrimsmål står for.

Sct. Jacob – maskuline anstrengelser ved at overkomme vanskelighederne, aktiv omsorg for medvandrere, stærk tro og målrettethed.  Maria/Birgitta – stilheden i naturen, frugterne langs vejen, nænsomheden blandt pilgrimmene.

Ved korte vandringer vil temaerne ofte være valgt i form af bibelske temaer eller bestemte livsspørgsmål, som understøttes af andagter og fastlagte meditationsord og samtaleøvelser undervejs. Styringen kan være af forskellig stramhed.

De korte pilgrimsvandringer har en vis lighed med de allegoriske pilgrimsbilleder; idet de over et valgt tema fungerer som en kropslig iscenesættelse af sådanne symbolske vandringer.

Man går kun et begrænset antal kilometer – og kører ofte til og fra i bil eller bus.

”Målet” kan være en kirke eller et markant sted i naturen og terrænet, man går i, kan med sin beskaffenhed være gode billeder på de bibelske eller menneskelige temaer, som vandringen drejer sig om.

Man kan måske sige, at forskellen mellem at foretage en sådan vandring og arbejde med temaet alene i kirke eller på læsesal er som forskellen på at deltage i et rollespil og læse en middelalder- eller fantasyroman.

Det er en temperamentssag, hvad man har mest glæde af.

Det at blive påvirket af alle sanser – incl. benmusklernes mælkesyredannelser – intensiverer oplevelsen for nogle mennesker.  Det gør noget ved et menneske at vandre.

Selve processen i vandringen er vigtig.

Pilgriscentrum i Vadstena har formuleret pilgrimsvandringens syv nøgleord med hver sit symbol:

Langsomhed – skoene

Frihed – staven

Enkelhed - teltet

Stilhed – kappen

Bekymringsløshed – hatten

Fællesskab – rygsækken

Åndelighed – korset.

Langsomhed

Langsomheden er vigtig i en tid, hvor vi ofte mister fornemmelsen af alt væsentligt, fordi tempoet, skiftene og ”uviklingen” er hæsblæsende.  Når man går, kan sjælen nå at følge med; ja, når man går en lang tur, kan sjælen nå at indhente én.  Føddernes monotone rytme bliver som en meditativ impuls, hvor tanker og følelser falder til ro og man når dybere lag i sig selv. Man når det irrationelle og intuitive niveau, som er jordbunden for åndeligt liv.  Det er bedre at være som en snegl end som et lyntog.

Skoene, støvlerne, sandalerne, de bare fødder, eller hvordan man nu går er et godt symbol på langsomheden; det tager den tid, det nu tager, de personlige ambitioner bliver skruet ned på vågeblus og ydmygheden vokser.  Alene det gør det lettere at finde sin plads som menneske i troen på Den Almægtige Gud.

Skoene er også opbruddets og efterfølgelsens symbol.  Imitatio Christi har altid været et af de vigtige motiver i pilgrimsvandringer – allermest ved vandringer til Israel selvfølgelig.

Frihed – staven

Som pilgrimsvandrer har man i en periode frihed fra kalenderslaveriet, frihed fra præstationskrav, frihed fra at tage sig af alle sine ejendele – for man har kun det med,

man kan bære på vejen uden at blive for tynget af det.  Man er fri til at gå på opdagelse

i troens univers – både det indre i én selv og det ydre i Bibelens verden.  Som en fugl, der svæver frit over landskabet har man frihed til at gå på opdagelse dér, hvor man helst vil.

Staven er frihedens symbol, fordi vandringsstaven traditionelt hører til den frie vandringsmand;  og også fordi man i sin frihed har brug for at støtte sig til noget.

Frihedens kvalitet har altid noget at gøre med balancen imellem binding og frihed.

Staven bliver symbol på Kristus, fordi det er Ham, vi grundlæggende er bundet til.

Han giver os den frihed, vi skal have og han støtter os på vores ”vandring i livet”.

Fysisk støtter vi os til staven og åndeligt støtter vi os til Kristus;  de to ting kan smelte sammen i vandringen.

Selvom der kan være vanskeligheder på en vandring – fremkaldt af terrænet eller pilgrimmens fysik, så følger Kristus med og trøster os med sin stok og sin stav.

Enkelhed - teltet

Til daglig bruger vi meget tid og mange kræfter på den materielle overflod.  Pilgrimslivet er enkelt;  man vandrer den enkleste vej derfra og dertil – og når man bliver for træt eller det bliver for mørkt – slår man sit telt op og lægger sig til at sove.

Pilgrimslivet er enkelt uden mange materielle hjælpemidler.  Man klarer sig med det man kan bære og gæstfrie menneskers hjælpsomhed.

Stilhed – kappen

TV og radio kværner konstant  – i tilgift er der aviser der vil læses og E-mails der skal chekkes.  Ligesom i en retræte er der megen stilhed på en pilgrimsvandring.  Frihed fra larm og informationskaos.  Ro til at lytte til vinden, bladene og fuglene.  Ro til at lytte til Helligåndens hvisken i vores indre.

På strækninger af korte vandringer er der ofte indlagt stilhed, så man heller ikke taler med hinanden;  så meget desto mere rum til ”samtalen” med Gud.  På lange vandringer giver det sig selv, at der bliver perioder, hvor man går alene eller hvor der bare ingen samtale er.

Fællesskabet kan sagtens opleves – endda stærkt – på trods af, at der ikke veksles ord.

Stilheden kan i begyndelsen virke skræmmende på nogen;  men rigtig mange lærer at få stor glæde af den.

Kappen er valgt som stilhedens symbol, fordi ligesom man kan hylle sig i en kappe, kan man hylle sig i stilheden; den kan være som et rum af beskyttelse og venlighed, man går ind i.

Bekymringsløshed – hatten

Til daglig er tilværelsen fuld af komplicerede spørgsmål, vi skal tage stilling til.  Pilgrimsvandringen derimod foregår henover de marker, hvor de blomster gror, som Gud klæder smukkere end Salomo i al hans pragt.  Og man kan lægge sig i græsset og se op på himlens fugle, som hverken sår eller samler i lade – men som Gud giver livet i bekymringsløshed.  Med hatten skubbet om i nakken er pilgrimsvandringen en øvelse i

at lade hver dag have nok i sin egen plage!

Hatten på hovedet og et græsstrå i munden er et godt billede på den, der ikke bekymrer sig for dagen og vejen;  men tænker over de evige spørgsmål.

Hatten beskytter også mod sol og regn;  Om dagen stikker solen dig ikke, månen ikke om natten.  (Valfarts-) Salme 121,6.  Sådan bliver hatten også et billede på Guds beskyttelse.

Fællesskab – rygsækken Pilgrimme har måske nok deres eget individuelle ”projekt” hver.

Men der opstår hurtigt en hjælpsomhedens kultur på pilgrimsvandring; én har plaster med,

en anden en ekstra rugbrødsmad og en tredje det stykke chokolade, der bringer blodsukkeret så langt op, at man kan gå til næste station.

Man deles om det, man har med i rygsækken.

Åndelighed – korset.  Hvorfor er en fysik vandring åndelig?  Eller hvorfor medfører

den mulighed for åndelighed?  Det gør dem, fordi Ånd har Krop (AMAa).

I kristen sammenhæng er det ikke sådan, at Ånden er finere end kroppen;  men kroppen fyldes med Guds Ånd Mos. 2,7).

Derfor kan det kropslige arbejde, der sættes i Åndens tjeneste ved en pilgrimsvandring,

gøre kroppen mere modtagelig og åben for at lade sig beånde.

Åndelighedens symbol er naturligvis korset, der mere end noget andet er symbol på, at Jesus ikke alene blev født som både menneske og Guds søn;  men også, at han som både Gud og menneske led al menneskelig smerte med guddommelig konsekvens:

Fordi han genopstod skal vi genopstå!

Det er dette, som er enhver pilgrimsvandrings egentlige mål.

Såvel den lille som den store pilgrimsvandring har Himlen som sit mål.

Pilgrimsvandringens syv nøgle ord er altså.

Langsomhed, Frihed, Enkelhed, Stilhed, Bekymringsløshed, Fællesskab og Åndelighed.

Trinitarisk vandringsoplevelse.

Inspireret af Luthers beskrivelse af Treenigheden i den Store Katekismus har en erfaren pilgrimsvandrer bemærket tre faser i vandringen fro hver af treenighedens personer:

Faderen: Efterhånden, som vanskelighederne ved en (lang) vandring begynder at aftage og man finder ind i en god rytme både med vandringen, det spirituelle og funktionaliteten af oppakning og herberger, opdager man for alvor det smukke og inspirerende i naturen og menneskene, man møder – en pilgrim er blevet til. Taknemligheden vokser og man glæder sig over Gud skaberværk – både omkring én og inden i én.

Sønnen:  På et tidspunkt opdager man, at det hele begynder at gå meget lettere;  man er ikke så træt om aftenen, bønslivet er givende og ubesværet.  Man mærker en stor frihed;

og hele tiden må man træffe valg:  Skal man gå den vej eller den vej?  Gå ti km til eller holde pause her?  vælge det ene eller det andet herberge?  Sønnens fase kan opleves

som frihed og selvforvaltning  – Jesus giver os vores frihed og stiller os overfor selv at træffe valg.

Helligånden bærer nogle gange én som en usynlig kraft det sidste stykke af turen.  Det er ikke mere noget problem at vælge;  ”af sig selv” træffer man de rette valg og har en tydelig fornemmelse af, hvilken vej man skal og hvor målet befinder sig.  Møderne med andre bliver mere ægte og sjælen er rede til mødet med Gud.

At nå målet.  Mange af disse iagttagelser og refleksioner drejer sig om den proces,

der foregår i pilgrimmen under vandringen;  altså processen undervejs.  Denne fokusering på processen skyldes sikkert, at den ”lutherske” pilgrimsvandring ikke har til formål at ”få tilgivelse” ved vejs ende.

En protestantisk kristen tænker ikke på beviset for at have vandret til Santiago de Compostela som en sikkerhed for at skulle være kortere tid i Skærsilden.

At omfavne helgenfiguren er mere en kuriositet, fordi vi ikke deler den katolske opfattelse af relikvierne.

Alligevel er det en stærk oplevelse at deltage i messen i kirken ved målet.

Mange pilgrimsvandrere har oplevet ”helligheden” stærkt på disse steder.

Måske er det alligevel værd at se lidt nærmere på disse oplevelser ved målet.

Det er ritualets midterste fase; mødet med det hellige.

Og det oprindelige motiv med en pilgrimsvandring er netop at opnå denne kontakt med det hellige.  Oplevelsen er som alle andre oplevelser en blanding af noget personligt og noget alment.  En kombination af, hvad netop dette menneske indeholder og Kristus som sådan – eller det, som det aktuelle pilgrimsmål står for.

Der kan være personlige oplevelser af autencitet, af at have gennemført, af at føle sig båret og hjulpet igennem, af ydmyghed.  Og der kan være mange andre oplevelsesaspekter, som man ikke uden videre kan sætte ord på.

Det er umagen værd at overveje, hvad det drejer sig om.

Man kan måske blive klogere på, hvem man selv er, hvilke områder i troen, der er blevet ændret eller styrket.

Den gamle tradition med at kaste sin pilgrimsstav i vandet ved Finisterre (og her omtolkes staven) er et godt billede på at kaste sine synder, vanskeligheder, byrder fra sig – for nu bærer Kristus dem.  Det kan være et ritual,  som styrker troen på syndernes forladelse.

I betragtning af pilgrimsvandringernes meget fysiske karakter, kan det være en god idé med konkrete ritualer til at understrege målets indhold.

Selve det at møde Det Hellige har vi til daglig ikke så mange ord for.  Og i luthersk teologi lægger vi oftest vægten på, at vi skal tilbede i ånd og sandhed og at stedet derfor er ligegyldigt (Johannes 4,23).

Men pilgrimsvandringernes fysiske og spirituelle karakter gør det relevant at tænke og opleve i kategorier, der er ældre end både reformationen og den sene katolske kirke,

som den gjorde op med.

Der er brug for begreber fra den tidlige klosterspiritualitet, hvor det fysiske og sjælelige

netop ikke var så adskilt.

Her er et vækstpunkt, som pilgrimsteologien med fordel kan arbejde videre på.

Hvordan man så end skal formulere og fortolke disse oplevelser,så er det væsentligt,

at både stemninger, fornemmelser og indsigter tages med hjem og integreres i både trosliv og hverdagsliv.

I ældre tider vandrede man hjem igen – og havde god tid til at bearbejde indtrykkene.

I dag skal man måske være omhyggelig med at sætte tid og kræfter af til at foretage denne integration  – så det ikke bliver som kurser, hvor man tager ud og lærer noget nyt og spændende – og går hjem og gør som man plejer.

Med andre ord kan berigelsen af pilgrimsvandringen – incl. det at nå målet – muligvis på forskellig vis indarbejdes både i den enkelte personlighed og i den kirkelige praksis?

MODERNE PRAKSIS

I 1975 blev der arrangeret nogle spirituelle vandringer i katolsk og økumenisk regi.

Omkring årtusindskiftet begyndte nogle danskere at interessere til for pilgrimsvandringer og nogle få gik turen til Santiago de Compostela – nogle gik helt hjemmefra – eller fra Viborg.

Nogle begyndte at arbejde med lokale mindre pilgrimsvandringer herhjemme.

I 1999 blev Foreningen af Danske Santiagopilgrimme etableret.  Foreningen tæller i dag 600 medlemmer.

Det første pilgrimsseminar i Risskov måtte i 2002 lukke for tilmeldinger, da der var 150 tilmeldt.

I 2002 blev den første pinsepilgrimsvandring på Fyn afholdt;  den er gentaget hvert år siden.

Siden 2003 har der været økumeniske pilgrimsdage hvert år på Sostrup Slot.

Foreningen Fynsk Pilgrimsvandring blev stiftet i 2004.

www.pilgrimsvandring.dk annoncerer 50-60 lokale pilgrimsvandringer hvert år.

I 2004 deltog et halvt hundrede danskere i den økumeniske pilgrimsvandring til Vadstena

 – det danske kontingent blev sendt ud med en gudstjeneste i Vodskov kirke, forrettet af Biskop Søren Lodberg Hvas.

Enkelte steder er pilgrimsvandring inddraget i konfirmandforberedelsen.

Præstehøjskolens kursus om pilgrimsvandring i 2005 blev hurtigt overtegnet.

Pilgrimsruten på Hærvejen blev med sine nyindrettede herberger i gamle landbrugsbygninger indviet med festgudstjeneste i Viborg domkirke og vandring i en uge i sommeren 2008.

Nordmændene og svenskerne er en del forud på området med pilgrimscentre i Trondheim og Vadstena og dertil ansatte pilgrimspræster.

Næste nordiske pilgrimsvandring finder sted i Danmark sommeren 2010 på Hærvejen.

Jens Kristian Krarup har lavet et kæmpearbejde med at kortlægge og detaljeret beskrive en dansk klosterrute, der begynder i Helsingør og efter 1700 km slutter i Nordjylland.

De to første bind i bogserien om den er udkommet og indtil videre kan resten findes på www.klosterruten.dk

Af litteratur på dansk er (i hvert fald) udkommet:

Den lille pilgrimsbog, Pilgrimsvandring med børn og unge, Pilgrimsspor, Pilgrimsliv,

Den danske klosterrute, bind 1 & 2, Mig og Caminoen, På Apostlenes Heste  – fra Djursland til Santiago, Kirkevandring.