Sidste søndags prædiken

På denne side kan manuskripterne til nogle af de sidste søndages prædikener fra Hansted og Klitmøller kirker læses.

Desuden kan man altid finde en aktuel søndagsprædiken igennem dette link: Aalborg Stifts Hjemmeside

Kristi Himmelfartsdag 2012

 

355  -  447  dåb  448  -----  252  -  260

 

Lukasevangeliet 24,46-53:

 

Jesus sagde til dem:

"Således står der skrevet:

Kristus skal lide

og opstå fra de døde på den tredje dag,

og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse

for alle folkeslag.

I skal begynde i Jerusalem,

og I skal være vidner om alt dette.

Og se, jeg sender det,

min fader har lovet jer;

men bliv i byen,

indtil I bliver iført kraft fra det høje."

 

Han tog dem med ud af byen,

hen i nærheden af Betania,

og løftede sine hænder

og velsignede dem.

Idet han velsignede dem,

skiltes han fra dem

og blev båret op til himlen.

De tilbad ham,

og fyldt med glæde

vendte de tilbage til Jerusalem,

og de var hele tiden i templet

og lovpriste Gud.

 

                                                       AMEN

 

 

På de store Helligdage fejrer vi,

at Jesus bevæger sig

fra den ene tilstand til den anden

og fra det ene sted til det andet.

 

Disse overgange kan vi ikke af os selv overskride som mennesker;
derfor fortæller de os,

at Jesus er Guds Søn.

 

Han er Guds Søn

og han kan hjælpe os alle de steder,

hvor vi ellers uhjælpeligt ville sidde fast

 - både i livet og i døden.

 

Jesus kan gå ubesværet

gå fra Himlen til jorden,

fra døden til Livet

og fra jorden til Himlen igen.

 

Det begynder på Maria Bebudelsesdag:

Jesus overskred grænsen

mellem Gud og menneske.

Han blev til som menneske ved at Helligåndens kraft – Guds usynlige nærvær –

kom ned over Maria,

så hun undfangede Jesus

 - stik imod alle naturlove.

Gud var begyndt at blive menneske,

foreløbig i Marias skød.

 

Til jul blev det synligt:

Jesus blev født!

Han var ikke alene menneske;
men også Gud –

det kunne man høre,

fordi Englene kom ned til jorden og sang.

Det kunne man se,

fordi Stjernen over Betlehem lysende viste,

at han kom fra Himlen.

Og det kunne man lugte,

da De Hellige tre Konger

bragte deres røgelse som gave

til den nyfødte Jesus.

 

I Påsken døde Jesus.

Det gør alle mennesker,

selvom det ikke er alle,

der dør en dramatisk

og voldelig død som Jesus.

Men ikke nok med det.

Påskemorgen genopstod Jesus fra de døde!

Jesus gjorde det, et menneske ikke kan:

Han gik fra døden til Livet.

Også dén grænse overskred han.

Vi må tro på,

at vi får lov til at følge ham

fra vores død til Opstandelsen.

 

 

Og i dag, Kristi Himmelfartsdag,

overskrider Jesus endnu en grænse,

som ellers er menneskeligt umulig:

Han bevæger sig fra jorden til Himlen!

 

Jesus er kommet til os fra Gud.

Han har banet vejen fra døden til Livet,

så vi kan gå ad den.

Og Han kan bevæge sig

fra vores jordiske verden

til Guds himmelske verden

- også den vej må vi have lov til at følge ham!

 

VVV

 

Kristi Himmelfartsdag fejrer vi,

at Jesus kan være alle vegne !

 

Jesus kan bevæge sig frit

imellem alle verdener

og alle eksistensformer.

Han kan være hos ethvert menneske

i enhver situation.

 

Jesus er på jorden,

som den der gør vores liv levende;

han helbredte syge

og han gjorde sørgende glade.

 

Jesus er i Livet som den,

der giver tilværelsen retning og mening;

Han viser os,

at næstekærligheden er det vigtigste af alt.

 

Jesus er i Livet som tilgivelsen;
Han lærer os at tilgivelse er en forudsætning for livet både mennesker og Gud i mellem.

Han tilgiver os på Guds vegne

i universel forstand –

og han forlanger tilgivelse af os

i vores forhold til andre mennesker.

 

Jesus er i døden,

så vi ikke er alene i døden;
men tværtimod hjælper han os

fra døden til Livet

 - han giver os opstandelse og evigt Liv.

 

Og Jesus er i Himlen;

Han bevæger sig fra jorden til Himlen,

fra tidsbundetheden til evigheden.

Også her tager han os med sig.

 

Så kan det ske, at vi en enkelt gang

mærker suset af evigheden

og efter døden giver han os Det evige Liv hos Gud i hans Himmelske Rige.

 

VVV

 

Jesus farer til himmels.

Så er han ikke bundet af det jordiske.

Han er igen hos Gud selv

i evig åndelig majestæt.

 

Derfor kan han være til stede alle vegne.

Jesus kan være åndeligt til stede

på et hvert tidspunkt på et hvert sted.

 

I nadveren er Jesus til stede sammen med os.

Når vi spiser brødet og drikker vinen,

er Jesus nærværende i begge dele.

Vi gør det for at ihukomme ham,

dvs. for at få ham ind i hukommelsen;

så er han til stede

både i vores sind og i vores krop.

 

Når vi beder sammen til Jesus,

så er han til stede sammen med os.

Han hører os og han fylder vores hjerte.

 

Jesus lovede disciplene,

at når han var steget til himmels,

så ville det ikke vare længe,

før han ville sende Helligånden til dem.

Så ville det blive pinse.

 

Kristi Himmelfart er altså også

begyndelsen til pinsen.

 

Jesus forlod disciplene i sin fysiske form

for gennem Helligånden

at være til stede hos alle mennesker

til alle tider og på alle steder

som tro, glæde, kærlighed, livsmod og håb.

 

Kristus fór til himmels,

derfor er han her hos os i dag.

 

VVV

 

Ved afskeden med disciplene

gav Jesus dem også en opgave:

De skulle forkynde om Jesus

for alle folkeslag!

 

Disciplene blev sendt ud på en verdensomspændende mission.

 

Alle mennesker skulle høre om Jesus:

 

Om hans forkyndelse:

Gud er kærlighed

og vi skal give kærligheden

videre til andre mennesker.

 

Om hans død og opstandelse:

Når vi er døbte i Jesu navn

og tror på han som Kristus,

så får vi opstandelse og evigt Liv efter døden.

 

Det var en kæmpe mission,

som disciplene – og med dem alle kristne –

blev sendt ud på.

 

Men Jesus forlangte ikke,

at de skulle kunne klare det i sig selv.

De skulle vente,

til de blev iført kraften fra Det Høje.

 

Helligånden ville komme til dem – til pinse.

 

Helligåndens hjælp til dem – og til os –

betyder to ting:

 

Der kræves mod og evner

til at kunne drive mission.

En ting er at man selv tror på Kristus,

en anden er at kunne og turde formulere det for andre, så de bliver interesserede i troen.

 

Helligåndens hjælp er nødvendig

for at få det overskud af begejstring,

som gør, at andre får lyst til at lytte til én

og som gør,

at man virker overbevisende og troværdig.

 

De skulle også vente

på Helligåndens komme af en anden årsag:

 

Når man skal overbevise andre,

som hvad de skal tro,

så er det jo ikke noget argument,

at sådan mener jeg.

 

Det duer jo ikke,

hvis det bare er ens eget oppustede jeg,

som tromler hen over andre mennesker:

Nu skal I bare blive som mig!

 

Man skal sætte sig selv lidt i baggrunden.

Det er Guds kraft, Helligånden,

som skal overbevise –

ikke min personlige stil eller magt.

 

Alle mennesker i verden skal ikke blive kristne,

fordi vi er det her.

 

Alle skal blive kristne,

fordi Kristus er sandheden!

 

På den måde skal vi ikke lade

vores eget jeg fylde for meget.

 

I stedet for skal vores samtale om religion med andre være præget for interesse for dem

og den skal være præget af åbenhed

overfor Helligåndens inspiration.

 

Det er en vanskelig balance for mennesker;
men for Jesu Kristi Ånd, Helligånden,

er det muligt.

 

Det kan lade sig gøre,

fordi Jesus steg til himmels

og dermed gik ind i Guds evige dimension,

hvor han igennem Helligånden

kan være nærværende på alle tider,

på alle steder

og i ethvert menneskeligt forhold.

 

 

Bøn til Helligånden

og åbenhed for Helligånden

er en forudsætning for kristen mission.

 

VVV

 

 

 

 

Vi kan glæde os over,

at Jesus igennem Helligånden

er til stede alle vegner,

hvor der bedes om det.

 

Derfor kan vi bevare, styrke og udvikle vores tro på Jesus Kristus

 - for han er hos os.

 

Efter Jesu Kristi Himmelfart

sidder han ved Gud Faders højre hånd.

 

Det betyder, at han er Guds udfarende

og dømmende magt

 - det ligger i begreber højre hånd.

 

Og Jesu dom,

det er, når vi tror på ham,

en frifindelse !

 

Han forærer os opstandelsen

Og Det evige Liv efter døden.

                           

Lov og tak og evig ære

være dig vor Gud,

Fader, Søn og Helligånd,

du, som var, er og bliver

én sand treenig Gud,

højlovet fra første begyndelse,

nu og i al evighed.

                                        AMEN

 

Jesus Kristus, søn af Gud.

I dag løftes Du til Himlen.

 

Den himmel,

der er over os alle og om os alle.

Tak for det.

 

For nu er din kærlighed vores himmel.

Nu lever vi

under din tilgivelse og i din velsignelse.

 

Vi beder dig:

Lad altid Dit Liv og Din Fred lyse,

som månen og stjernerne om natten,

og som solen om dagen,

for os og for alle folk på jorden.

 

Vi beder for vores Dronning .. og for alle kongehuse.

Vor vores regering .. og for alle landes regeringer.

 

Vi beder for de syge og for de ensomme.

Vi beder for dem,

der er tynget af en stor sorg.

 

Vi beder for dem, der lider under krige

og andre menneskelige grusomheder.

 

Vi beder for flygtninge og asylansøgere både her og andre steder.

 

Vi beder dig komme til os - og til alle –

med din glæde.

 

Giv os troen på opstandelsen og det evige Liv.

 

 

  AMEN.

 

 

Meddelelser

 

 

Vor Herres Jesu Kristi Nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle!

                                        Amen