Gud fader den almægtige

Vi tror på Gud Fader den almægtige himlens og jordens skaber.  Sådan står der i trosbekendelsen.  Det blev der sagt ja til, da vi blev døbt, det siger eller synger vi, når vi holder gudstjeneste og det bliver sagt ved vores begravelse.  Men hvad betyder det?

Som små havde mange en forestilling om Gud, som en gammel mand med hvidt skæg.  Han sad på en trone på en sky oppe i himlen.  Det er et billede sådan lidt på linie med Tarzan eller julemanden.  Det er fint for små børn;  men efterhånden som man vokser op, slår det ikke helt til.  Hvis Gud er Gud, så må han nødvendigvis være andet og mere end et glansbillede.

Paulus skriver om den slags:

Da jeg var barn, talte jeg som et barn, forstod jeg som et barn, tænkte jeg som et barn.                             
Men da jeg blev voksen, aflagde jeg det barnlige.
(Pauli 1. brev til Korintherne 13,11 – 12)

Hvordan forstår vi så Gud som voksne tænkende mennesker?  Ordet ”far” betyder, at Gud er god og ønsker det bedste for mennesker – ligesom den bedste far eller mor, vi kan forestille os, ville ønske det for sine børn.  Ligesom forældre opdrager deres børn, fortæller Gud os, hvad der er godt og ondt.  Vi kan ikke beskrive Gud som mand eller kvinde;  for Gud er mere end en mand og en kvinde til sammen.  Det maskuline ”far” kommer kun af, at det gamle Israel var et mandsdomineret samfund.  Jesus brugte det barnligt tillidsfulde ord ”far” for at fortælle, at Gud er nær, omsorgsfuld og mild – i modsætning til det ophøjede, fjerne og strenge, som ordet ”fader” eller ”herre” kunne antyde.

Et par billeder i Bibelen giver en fornemmelse af, hvordan Gud ser ud; f.eks. Johannes Åbenbaring 4,3 og Ezekiels Bog 1,5-28.  Det er tydeligvis et forsøg på at beskrive den ubeskrivelige.  Selvom mennesket er skabt i Guds billede, har vi ingen anelse om, hvordan Gud i sig selv ser ud.  Men Gud føler, tænker og handler i Bibelen.  Gud er personlig.  Gud er ikke et abstrakt begreb, men en personlighed, som vi kan forholde os til og henvende os til.  Derfor kan vi bede til Gud og derfor kan vi lytte til Gud.


Himlens og jordens skaber

Det kan være svært at få fat på, hvad ordet almægtig betyder.  Den slags spekulationer kan man godt blive lidt svimmel af.  En af betydningerne er, at Guds magt er så stor, at han har formået at skabe mennesker sådan, at vi har vores egen vilje; så vi kan gøre noget, som Gud ikke ønsker.

 

Gud har skabt hele universet.  Hvordan kan vi forstå det?  Bibelen er ingen lærebog i hverken astronomi, geologi, geografi eller biologi.  Bibelen er en bog om Gud og mennesker.  I en af skabelsesberetningerne står der, at Gud skabte verden på seks dage og hvilede på den syvende.  I den første skabes menneskene til sidst.  I den anden skabes først manden, så resten af verden og til sidst kvinden.  De detaljeforskelle har aldrig været et problem.  Derfor er det heller ikke noget problem, at vi med de naturvidenskabelige teorier, som er fremherskende i dag, har et andet tidsperspektiv på skabelsen end  de seks dage. 

Det betydningsfulde i skabelsen er, at det er Gud, som står bag.  Verden – og vi selv – er ikke en ligegyldig tilfældighed, men det hele er blevet til ud fra Guds ønske og ved Guds kraft.  Derfor er verden ikke en tilfældig samling råstoffer, men Guds værk, som vi skal vise ærbødighed og taknemlighed overfor.  Og vi selv er ikke blot aber med overudviklet hjerne og degenereret krop;  men vi er de væsener, som Gud gav en særlig plads på jorden og har en særlig mening med.  Det er Bibelens skabelsesberetninger enige om;  det er det helt centrale. 

Mennesket er en blanding af den skabte verden og af Guds Ånd, en forening af støv og ånd, som Grundtvig kalder os.  Vi er skabt i Guds billede, måske betyder det, at vi ikke alene er en del af skabelsen, men at vi også har noget af Guds Ånd i os.  Vi  kan føle og tænke, vi kan sanse værdier, skønhed og godhed, fordi vi igennem Guds Ånd – eller Guds billede – er i slægt med Gud selv.

Der er gode – ja guddommelige – muligheder i mennesker.  Mennesker kan arbejde på at forædle det gode og stræbe efter at gøre det rigtige.  Mennesker kan gøre meget godt for hinanden – eller det modsatte.  Af uransagelige årsager har Gud skabt verden sådan, at den følger naturlove og tilfældigheder.  Der er både smukt og grimt, sundt og sygt i verden.  Menneskene har også fået frihed til at handle godt eller ondt.


Jesus Kristus, Guds Søn

Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne søn, vor Herre.  Sådan står der i trosbekendelsen om Jesus.  Han er Guds søn og vores herre.  Den samme person er forbundet med både Gud som søn og med os som Herre.  På den måde er Jesus bindeleddet eller enheden mellem Gud og mennesker.

 

Trosbekendelsen har tre led, et om hver af Treenighedens personer.  Ordet Treenighed betyder ikke, at vi i kristendommen har tre guder;  men at vi har tre tilgange til den samme éne Gud.  Gud er Fader, Gud er Søn og Gud er Helligånd.  Hver af Treenighedens personer er helt og fuldt dækkende for Gud.  Det betyder bl.a. at Jesus er mere end Guds søn sådan i al almindelighed;  han er også Gud selv.  Derfor siger Jesus: Jeg og Faderen er ét. (Johs. 10,30).

Evangelisten Johannes skriver, at Jesus eksisterede allerede før verdens skabelse som Guds Ord.  Da han blev født, var det Guds Ord, som blev kød og fik menneskeskikkelse.  Det er hans måde at fortælle, at Jesus er både guddommelig og menneskelig på én gang.

 

Jesu fødsel er Guds fysiske, kropslige, ankomst til menneskelivet!  I Jesus er Gud kropsligt til stede hos os mennesker.  Jesus opfylder vores længsel efter Gud - for Jesus er Gud;  fysisk til stede i en menneskekrop!  Derfor fejrer vi Jesu fødsel ved at holde jul:  Fordi Gud kommer til os;  bogstaveligt og fysisk!  Jesus talte samme sprog som almindelige mennesker i Israel på den tid.  Han spiste og sov som andre - og han var Guds søn.

Jesus er Guds personlige kropslige tilstedeværelse på jorden.  Derfor stiller han vores længsel efter Gud.  Jesus taler menneskeligt forståeligt om Gud.  Med almindelige menneskeord fortæller han, at Gud er kærlighed – i ordets ganske almindelige betydning; som forældres kærlighed til deres børn, når den er bedst – blot stærkere!

Og Jesus ønsker kærlighed af os:  Ikke ophøjet og åndeligt eller noget andet svært;  men ganske almindelig menneskelig kropslig og fysisk omsorg for andre mennesker!  Fordi Jesus er vores herre, den der frelser os og i sidste ende den Gud, som har skabt os, har han ret til at forlange, at vi skal give hans kærlighed til os videre til andre.

Ordet er blevet kød – Gud er blevet menneske.  Derfor kan vi tro på Gud;  ikke som abstrakt eller fjern, men som en konkret person:  Jesus.


Undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria

Alle mennesker er Guds børn;  men Jesus er guddommelig og Guds Søn, fordi hans undfangelse ikke er menneskelig, men det mirakuløse resultat af Guds usynlige men kraftfulde nærvær; Helligånden.  Samtidig er Jesus menneske, fordi han blev født af Maria.

 

Mange mennesker har i århundredernes løb kæmpet med den fantastiske tanke om Jesu jomfrufødsel.  Det kan umuligt lade sig gøre, har man indvendt.  I dag, hvor der er udviklet indtil flere forskellige befrugtningsmetoder udover den naturlige, forekommer det måske ikke mere så urimeligt.  Der er forskere, der arbejder på at kunne klone et menneske; få en ægcelle til at begynde at dele sig uden at være befrugtet af en sædcelle eller få et ”nyt” menneske til at vokse frem af en anden celle.  Hvorfor skulle Guds kraft, Helligånden, så ikke kunne få undfangelsen til at ske i sig selv?  På en måde er spekulationer over, om Jesu jomfrufødsel kan lade sig gøre, helt ved siden af.  Pointen i jomfrufødslen er netop, at det ikke kan lade sig gøre.  Jomfrufødslen er derimod som noget menneskeligt umuligt, tegn på at Jesu fødsel er Guds indgriben i menneskelivet.

 

Det kan diskuteres, om jomfrufødslen er et vigtigt punkt i kristendommen.  Jesu forkyndelse kunne være den samme uden.  Evangelisterne Matthæus og Lukas beretter om den og trosbekendelsen, der har rødder tilbage til det andet århundrede, har den med. 

Spekulationerne om, hvordan Jesu død og opstandelse kunne få frelsende betydning for mennesker er derimod til en vis grad afhængige af, at Jesus er både helt Gud – opstået på mirakuløs måde ved Guds direkte indgriben - og helt menneske – født af en kvinde som ethvert andet menneske. 

 

Og så er der jo endelig det, at vi ikke kan bevise, om Jesus blev undfanget ved et mirakel og født af en jomfru eller ej – det er og bliver en trossag. Ifølge Det nye Testamente er Jesu fødsel af Jomfru Maria den glædelige begivenhed, som englene sang om den første julenat.  Vi kan vælge vores sunde fornuft og skepsis – eller vi kan vælge at tro på englesangen.  Lad os vælge englesangen, troen og glæden.

                                                                                                  Glædelig jul

                                                                                                       Finn Feilan


Korsfæstet, død og begravet

Kærligheden er det vigtigste af alt.  Det er essensen af Jesu budskab til os;  både i forhold til Gud og i forhold til mennesker.  Gud giver sin kærlighed til os og vi skal give kærligheden videre til andre mennesker.

Jesus er Guds omvandrende kærlighed.  Han talte om kærlighed og han praktiserede kærlighed.  Som Guds kærlighed kendte Jesus ikke til at gøre forskel på mennesker.  Hverken det gamle Israels præsteskab eller politikere brød sig om kærligheden som norm.  De var vant til, at forholdet mellem Gud og mennesker blev reguleret af love og paragraffer, ofre og skattebetalinger.  Begge hold tog sig godt betalt for denne formidling;  det sikrede dem magt og penge.  Hvis de skulle lytte til Jesus og tro på ham;  hvis de skulle leve som han – med kærligheden som rettesnor, så ville de miste deres privilegier og magt. 

Det ville de ikke.  Derfor besluttede de i fællesskab at skaffe Jesus af vejen.  Han blev korsfæstet som en forbryder.

Der blev korsfæstet mange mennesker rundt om i Romerriget.  Men Jesus var Gud og menneske på én gang.  Det var ikke hvem som helst, der døde på Golgatas midterste kors langfredag.  Det var Gud selv i et menneskes skikkelse – Jesus og Gud er én.  Han levede kærligheden helt ud – uden at bruge magt.  Det måtte føre til lidelse og død.

Kærligheden fører altid lidelse med sig;  især når den bliver svigtet.  Det gjorde den også for Gud.  I Jesus sendte han sin kærlighed til jorden – og menneskene svigtede ham endnu en gang.  Men Gud lod ikke sin kærlighed gå til grunde. 

Han fastholdt sin kærlighed til os mennesker på trods af vores afvisninger, på trods af at vi ikke vil elske hinanden og på trods af at mennesker korsfæstede og dræbte ham i Jesus på korset.  Han blev ikke vred, men påtog sig kærlighedens smerte i forhold til hele menneskeheden.  I Jesu skikkelse gennemlevede han al menneskelig ondskab og døde.  Netop i lidelsen på korset tilgav Gud os mennesker.

Påskemorgen genopstod Jesus fra de døde.  Kærligheden overvandt al menneskelig ondskab, al tankeløshed og alle menneskelige fejl.  I Jesu død og genopstandelse genskabte Gud det gode forhold til os mennesker.  Han giver os sin kærlighed og sin tilgivelse på trods af vores fejl.  Jesu opstandelse viser os, at Guds kærlighed er stærkere end vores ondskab.  Fordi Jesus er både Gud og menneske på én gang, betyder hans opstandelse at vi også får lov til at opstå efter døden.


Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde

De første kristne troede, at Jesus ville komme tilbage til jorden med magt og styrke i deres levetid.  Senere fandt man ud af, at Jesus havde ment det, da han sagde, at ingen kendte dagen eller timen for hans genkomst.  Vi kan ikke på nogen måde beregne tidspunktet.

Vi kan tænke på Jesu genkomst på flere måder.  Den ene er, når Jesus Kristus ved historiens afslutning kommer tilbage til jorden;  så vil det ikke være som et menneske i almindelig forstand.  De bibelske billeder udmaler en langt mere magtfuld fremtoning.  Da vil han spørge efter, hvem der har troet på ham.  Og dem, der tror på ham, vil han tage med i den guddommelige eksistensform.  Vi kan se, at her er vi ude over tidens begrænsning, for der står også i Bibelen, at han vil genopvække alle de døde.  Mødet med Jesus ved hans genkomst er altså ikke forbeholdt dem, som lige netop lever på det tidspunkt;  det møde er for alle mennesker!

Jesu genkomst er også beskrevet som denne verdens sammenbrud og etableringen af en ny verden.  Vi kan forestille os det helt bogstaveligt, at universet falder sammen i et sort hul og at Gud skaber et nyt univers  -  inkl. os mennesker  -  men denne gang uden alle de svagheder og den ondskab, som vi kæmper imod som mennesker. 

Vi kan også tænke på det som et billede på, hvad vi oplever, når vores tilværelse falder fra hinanden i kritiske situationer.  Også her kan vi stole på, at Jesus hjælper os med at rejse os og genetablere vores tilværelse.  Endelig kan vi tænke på Jesu genkomst i overført forstand, som mødet med Jesus, når vi er døde.

Alle disse spørgsmål om jordens sidste tider, evigheden, vores liv i ekstreme situationer og vores død kan ikke sættes på en entydig formel.  De går ud over, hvad vores almindelige sprog kan beskrive;  derfor bruger Bibelen billeder om dem.
 

Det særlige ved kristendommen er, at Jesus lover os, at når vi tror på ham, så vil han tage imod os, genrejse os og give os evigt liv.  Den dom, som han vil dømme os med, er en frifindelse, hvor han tilgiver os for det, vi har gjort forkert.

Det udtrykkes meget smukt i Johannesevangeliet, 5,24: [Jesus siger] Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet.                                                                                                                                                                                                                                                                                     Finn Feilan

 

Vi tror på helligånden

I pinsen fejrer vi Helligåndens komme til disciplene og den første kirke.  Helligånden er Guds usynlige men kraftfulde nærvær.  Det var denne kraft, som fik kirken til at tage form og leve videre – også efter at Jesus fór til himmels.  Disciplene havde ikke på egen hånd kunnet holde fast ved Jesu lære og troen på både Jesu død og opstandelse.  Derfor havde han lovet dem, at Gud ville sende dem en anden Talsmand, Helligånden.  Helligånden skulle huske disciplene på, hvad Jesus havde sagt og lære dem alt (Johannesevangeliet 14,26).

Helligånden er som Guds inspiration kirkens indre livskraft både til at holde fast ved Jesus Kristus som centrum for kirken og til at forny kirken.  To kapitler længere henne i Johannesevangeliet - 16,12-13 – siger Jesus:  Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu. Men når han kommer, sandhedens ånd, skal han vejlede jer i hele sandheden. Det er et spændende citat, fordi det viser, at Gud er altid større end vores begreber og fatteevne.  Troen på Gud har altid været en levende proces;  Helligånden er livet i denne udvikling. 

Erindringen om og forståelsen af Jesus, som Helligånden giver, er til dels nedskrevet i Det nye Testamente.  Men Jesus lovede disciplene en talsmand – Sandhedens Ånd – og ikke en bog.  Derfor kan vi ikke sige, at Helligåndens vejledning i troen på Jesus indskrænker sig til Det nye Testamente.  Vi kan heller ikke begrænse Helligåndens virke til kirkens traditionelle udtryksformer.

Tværtimod er Helligånden muligheden for stadig at kunne læse Ny Testamente med friske øjne og få øje på noget, man ikke har set før.  Det gælder både for det enkelte menneske og for kirkens fællesskab.  Helligånden er også Guds inspiration til at forny kirken indefra, så udtryksformer, måder at holde gudstjeneste på og meget mere til stadighed kan få mennesker til at tro på Jesus Kristus som Guds Søn.

Helligånden arbejder så at sige indefra.  Vores tanker og følelser, vores sanser og intuitioner er Helligåndens redskaber til at vække troen på Jesus til live i os.  Vi bliver ikke til nogle andre mennesker, efter at vi gennem Helligåndens inspiration har været i Guds hænder.  Vi er stadig de samme mennesker, men vi stoler måske mere på vores intuition og sans for, at der er mere mellem himmel og jord, end man kan se med det blotte øje. Vi censurerer måske ikke vores følelser så meget mere, fordi vi har lært, at vi i Jesu Kristi navn er Guds elskede skabninger.  Og selv om vi er, som vi er, på godt og ondt, så holder Gud fast ved sit fællesskab med os – også selvom vi tager fejl af og til. 

Sådan kan vi finde nye måder at udtrykke det centrale for kristendommen, tilgivelsen, på.  Hvis det styrker vores tro på Jesus som Kristus, så kan vi anse det for at være Helligåndens gave til os.

 

Den hellige almindelige kirke

Helligånden er usynlig;  måske derfor har man i 300-tallet, da trosbekendelsen fik sin form, alene nævnt troen på Helligånden i tredje trosartikel – og så beskrevet kirken som hovedeksemplet på Helligåndens virke.

Udtrykket Den hellige almindelige Kirke betyder den kristne kirke som sådan.  Ethvert regulært kristent kirkesamfund er taget med; ingen har fortrin frem for andre.  Kirken  er ikke et væseneller en institution, der i sig selv er noget særligt;  den er et fællesskab af mennesker, der tror på Gud.  Vi tror på, at Gud vil kendes ved kirken og at han vil lade Helligånden holde sammen på kirken og lade mennesker dér inspirere hinanden til at tro på Jesus som vores Frelser.

De helliges samfund er et udtryk, som kommer fra latin communio sanctorum;

vi kender det også fra engelsk, hvor holy communion, betyder nadver.  Troen på De helliges Samfund er troen på Jesu Kristi tilstedeværelse i nadveren.  Jesus Kristus er til stede i nadveren;  i brødet og i vinen, i fællesskabet om nadveren, i ritualet og i troen.  I nadveren bliver vi helliget i fællesskabet med Kristus og i nadveren bygges vores tro op.

Syndernes forladelse bliver givet til os på mange måder.  Kristus gav den til mennesker, allerede mens han gik rundt i Israel og sagde ordene: Din tro har frelst dig.  Tilgivelsen som princip blev foræret til hver enkelt personligt i dåben

og vi tilegner os tilgivelsen både i forbindelse med bibellæsning, ved bøn og i særlig grad ved nadveren.  Den gamle kirkelige tradition med skriftemål og syndstilgivelse kan også være en stærk oplevelse af at få Guds tilgivelse.

Troen på Kødets opstandelse og Det evige Liv har altid givet anledning til diskussion. Nogle har ment, at det kun er sjælen, der lever videre. Kirken har imidlertid altid fastholdt, at vi efter døden bliver vækket til live, ikke bare i en slags sjælelig åndelig luftig skikkelse; men som både krop, sjæl og ånd. I genopstandelsen er sygdomme og skavanker væk. Alt er blevet helt nyt og ideelt. Det udtrykkes i forskellige villeder i Biblen, bl.a. at opstandelsen og Det evige Live skal foregå på en ny jord under en ny himmel, altså i et nyskabt univers. Dér skal vi leve i evig glæde sammen med gud.

                                                                  Glædelig Pinse og god sommer

                                                                           Finn Feilan