Traditioner omkring dødsfald

Mange mennesker dør i dag på hospitalet eller på plejehjem. Nogle dør stadig hjemme, måske er det endda blevet flere i de senere år. Hjælpen fra hjemmeplejen er god.
I takt med at mennesker dør under mere hjemlige forhold, får man igen brug for de traditioner, som i tidligere tider var en selvfølgelig viden. For hvad stiller man op – sådan rent praktisk – når et menneske dør? Ofte er man ikke alene, der er måske familie eller plejepersonalepleje til stede.
I gammel tid lukkede man et vindue på klem, når der lå en død i stuen – så kunne sjælen slippe ud. Det er en smuk skik, som husker os på, at livet er mere, end det, vi kan se med det blotte øje.
På gamle billeder af døde mennesker kan man ind i mellem se, at de ligger med en salmebog under hagen. Det betyder ikke nødvendigvis, at de sang mange salmer – men den lille tykke bog var praktisk til at holde munden lukket, mens musklerne stivnede. I dag binder man ofte et stykke gazebind omkring hovedet af samme årsag.
 

Den døde bliver vasket og får ofte noget af sit pæne tøj på – her er det tit rart at have én til at hjælpe, som har prøvet det før.
Nogen bliver lagt i kiste og kørt i kapel samme dag, som de dør; andre får lov til at blive liggende natten over. Det kan komme an på de praktiske forhold; men det kan være godt for de efterladte at kunne gå ind og se til den døde ind i mellem og ”snakke” med den døde, sig selv og Vorherre. Så kan man ligesom lettere indstille sig på, at et elsket menneske er død fra én. Hvis man vil – og hvis værelset kan holdes køligt – kan den døde udmærket blive hjemme, indtil den dag, hvor han eller hun skal begraves.
 

Hvis et menneske dør på et hospital, kan vedkommende enten blive i hospitalets kapel lige til kisten køres til kirken til begravelse eller man kan få den døde i kisten hjem til kapellet ved den kirke, hvor begravelsen skal foregå.
Den døde flyttes en eller flere gange i sin kiste. Det kan være fra hjem, plejehjem eller hospital til kapel eller kirke. Sædvanligvis går man ikke bare ind og flytter kisten uden videre. Der er tit én, som beder en bøn, f.eks. Fadervor, og man synger en salme eller to. Nogle gange gør man det, både når man henter kisten og når man sætter den ind i et kapel. Dette ritual kalder man en udsyngning. Den kan foregår på flere måder. Ofte er det kirkesangeren, der står for udsyngningen efter aftale med de pårørende. Det er en del af kirkesangerens arbejde, så man kan roligt ringe og lave en aftale. Andre foretrækker at stå for det selv og atter andre får bedemanden til det.
 

Begravelseshandlingen kan være en kistebegravelse eller en bisættelse. Ved den første sænker man kisten ned i jorden på kirkegården. Ved den anden sætter man kisten ud i rustvognen, der kører til krematorium, hvor den døde i kisten bliver brændt og man får en urne tilbage på kirkegården. Efterfølgende sætter man selv eller graveren urnen i jorden.
Det er godt at have talt med sine pårørende om, hvordan man gerne vil begraves eller bisættes, hvilke salmer og traditioner man kan lide. Når først sygdom eller død melder sig, kan det være svært at have overskud til at tale sammen om det eller tage stilling alene bagefter.