På Aalborg Stifts hjemmeside kan man finde en prædiken over den kommende søndags tekst:

 

 

ANDEN PÅSKEDAG

Salmenumre:  234  -   235   -  236  -------  249  -  241

Lukasevangeliet 24,13-35:

Men samme dag var to af disciplene

på vej til en landsby,

som ligger tres stadier fra Jerusalem

og hedder Emmaus;

de talte med hinanden om alt det,

som var sket.

Og det skete,

mens de gik og talte sammen

og drøftede det indbyrdes,

kom Jesus selv og slog følge med dem.

 

Men deres øjne holdtes til,

så de ikke genkendte ham.

Han spurgte dem:  "Hvad er det,

I går og drøfter med hinanden?"

De standsede og så bedrøvede ud,

og den ene af dem, Kleofas hed han, svarede:

"Er du den eneste tilrejsende i Jerusalem, der ikke ved,

hvad der er sket i byen i disse dage?"

 

"Hvad da?" spurgte han.     De svarede:

"Det med Jesus fra Nazaret,

som var en profet,

mægtig i gerning og ord over for Gud

og hele folket

 - hvordan vore ypperstepræster

og rådsherrer har udleveret ham

til dødsstraf og korsfæstet ham.

Og vi havde håbet, at det var ham,

der skulle forløse Israel.

 

Men til alt dette kommer,

at det i dag er tredje dag,

siden det skete.

Og nu har nogle af kvinderne iblandt os forfærdet os;

de var tidligt i morges ude ved graven,

men fandt ikke hans legeme

og kom tilbage og fortalte,

at de i et syn havde set engle,

som sagde, at han lever.

 

 

Nogle af dem, der er sammen med os,

gik så ud til graven og fandt det sådan,

som kvinderne havde sagt,

men ham selv så de ikke."

Da sagde han til dem:

"I uforstandige,

så tungnemme til at tro på alt det, profeterne har talt.

Skulle Kristus ikke lide dette

og gå ind til sin herlighed?"

Og han begyndte med Moses

og alle profeterne og udlagde for dem,

hvad der stod om ham i alle Skrifterne.

De var næsten fremme ved den landsby,

de var på vej til,

og Jesus lod, som om han ville gå videre.

Men de holdt ham tilbage og sagde:

"Bliv hos os!  Det er snart aften,

og dagen er allerede gået på hæld."

Så gik han med ind for at blive hos dem.

 

Og mens han sad til bords sammen med dem,

tog han brødet,

velsignede og brød det og gav dem det.

Da åbnedes deres øjne,

og de genkendte ham;

men så blev han usynlig for dem.

 

De sagde til hinanden:

"Brændte vore hjerter ikke i os,

mens han talte til os på vejen

og åbnede Skrifterne for os?"

Og de brød op med det samme

og vendte tilbage til Jerusalem,

hvor de fandt de elleve

og alle de andre forsamlet,

som sagde:

"Herren er virkelig opstået,

og han er set af Simon."

 

Selv fortalte de,

hvad der var sket på vejen,

og hvordan de havde genkendt ham,

da han brød brødet.                           AMEN             

To desillusionerede disciple

bliver vi præsenteret for i dag.

 

Jesus blev slået ihjel

 – og vi havde ellers troet …

 

Den ene hed Kleofas.

Hvorfor får vi ikke at vide,

hvad den anden hedder ?

 

Den anden discipels navn

lader Lukas stå åbent.

 

Ved at gøre det,

inviterer han hver af os med

på vandringen fra Jerusalem til Emmaus.

 

Den anden discipel,

det er dig og mig.

 

Vi kan lukke øjnene, tage Kleofas i hånden

og åndeligt talt vandre sammen med ham.

 

 

Det kan vi gøre her i kirken;

I kan bare lukke ørerne og lade være med at høre på resten af prædikenen J

Det, I forestiller jer om den vandring

og den indre dialog,

der kan komme med Helligånden

om samtalen dér,

vil sikkert være vigtigere end det,

jeg kan have at sige.

 

Vi kan gøre det i en lænestol

hjemme i stuen med stille musik til.

 

Vi kan også gøre det på en lang vandring

i den smukke natur her i Thy.

 

Jeg vil prøve at skitsere

nogle af hovedpunkterne

på sådan en tur sammen med Kleofas:

 

I første omgang

er der skuffelsen og desillusionen.

 

Det, jeg troede på, viste sig at være et flop.

Min dømmekraft slog ikke til;

jeg havde troet, at Jesus var noget særligt

– Guds Søn – hvis jeg svingede mig højt op.

 

Og så viste det sig,

at han blot var endnu en afmægtig drømmer.

 

Han blev slået ihjel.

 

Der er masser af lidelse i livet –

også selv om man er døbt og konfirmeret.

 

Alle de smukke idealer fra Bjergprædikenen;

kan de virkelig realiseres ?

 

Eller skal vi sætte barren lidt lavere ?

 

Og hvad, hvis jeg vender eftertanken indad?

 

Der er mange situationer,

hvor det er mig selv, som har taget fejl,

gjort det forkerte i en vigtig situation

og endda skadet andre mennesker

eller har gjort dem kede af det.

 

Hvis jeg er i dét humør,

så er der nederlag nok at se efter i sømmene.

 

Det er vigtigt at se det sorte i øjnene.

 

Der er ingen grund til at dyrke det;

men det går heller ikke at fortrænge det

 – for hvis jeg slukker for de mørke følelser,

så kommer de lyse heller ikke ordentligt frem.

 

Midt i alt det sørgelige

kan der pludselig være et lyspunkt,

som nægter at forsvinde.

 

Det kan være en lille fugl,

som ufortrødent arbejder på at bygge rede.

 

Det kan være et smukt syn i naturen,

som jeg opdager,

jeg bliver glad af at se på.

 

Måske kommer jeg til at tænke på noget,

som rent faktisk lykkedes for mig.

 

Det kan være et menneske,

som viser mig venlighed eller hjælpsomhed.

 

På forskellige måder kan håbet og livsmodet

bane sig vej og sprede mørket i mit sind.

 

Sådan skete der en langsom forvandling

med de to disciple

på vej fra Jerusalem til Emmaus.

 

Imens ”Den Fremmede” udlagde GT for dem,

så de forstod, hvorfor Kristus måtte lide døden på korset for at frelse mennesker,

begyndte deres hjerter at brænde i dem.

 

På den måde var de blevet forberedte,

uden at de rigtig var klare over det.

 

Og ved aftensmåltidet i Emmaus;

dér blev deres øjne åbnede,

så de kunne se, det var Jesus

 – og ikke en fremmed –

som havde talt til dem.

 

Den opstandne Jesus var kommet til dem;

nu troede de Ham;  ja meget mere:

Nu vidste de, Han var opstået.

 

 

Det kan være forskelligt,

hvad der får os til at tro.

 

Derfor er det godt

at give sig tid til at tænke efter;

godt at lade de forskellige indtryk påvirke én.

 

Vandringen eller åbenheden – pauserne –

er gode;

det er ofte dér, det vigtige sker.

 

 

Det er godt at være opmærksomme på de mennesker, vi plejer at omgås – dem vi måske plejer at arbejde sammen med.

 

Når vi er opmærksomme på deres behov

og imødekommer dem på en god måde;

så kan det være dér,

der opstår et møde,

som varmer vores hjerter

 – og som forbereder os på,

at vi kan kende vi Den Genopstandne,

når Han møder os.

 

Vi møder Ham også i mennesker, som vil os det godt.

 

Anden Påskedag,

det er eftertankens dag.

 

Det er værdifuldt,

at vi ikke kun deler vores succes’er

og vores tro, når den lyser stærkt.

 

Vi kan også dele vores tvivl og spørgsmål

– vores skuffelser og håb – med hinanden.

Når vi gør det, så sker det ind i mellem,

at en tredje er til stede.

 

En Tredje, som hjælper os at forstå, til at tro og til at leve.

Denne Tredje er Den Opstandne Herre, som møder os på vejen.

 

 

Når vi står ved vores længsler og håb;

når vi græder over vores savn

og sætter ord på vores sorg.

 

Når vi deler vores smerte med andre,

så kan det ske,

at vi pludselig føler os genkendt,

når den anden lytter og vi kan mærke,

at vi bliver forstået.

 

Det kan være som at blive kaldt ved navn og blive taget ved hånden – eller om hjertet.

Det må have været sådan,

Maria Magdalene oplevede det,

da hun troede, hun talte til havemanden;

og  så var Jesus – Den opstandne Jesus –

som svarede hende.

 

Da fik hun troen og livsmodet tilbage.

 

De fleste af os har begivenheder i bagagen,

hvor vi ved, vi har svigtet.

 

Når vi så oplever, at nogen alligevel

kalder på vores hjælp,

så kan det være, vi får det som Peter,

da Jesus gav ham en opgave igen

 – på trods af, at han havde svigtet –

måske er det Den Opstandne Kristus,

som kalder på os og giver os en opgave.

Så møder vi Ham også.

 

 

Måske har vi strittet imod med næb og klør.

 

Det kan være, at vi slet ikke kan se,

at kristendommen har noget for sig.

 

Når vi har brugt alle vores kræfter

på at modbevise Guds Eksistens

eller Jesu Opstandelse,

så kan det ske, at Han møder os

 – med en så høj grad af virkelighed –

at vi må overgive os til Ham.

Og så bruger vi i stedet for

vores kræfter og evner

til at fortælle om Ham som Den Opstandne.

 

 

Ind i mellem gør vi livet umuligt for os selv.

 

Når vi har malet os selv helt op i et hjørne

og der absolut ikke findes nogen udvej.

Når vi føler os fanget i det sorteste helvede – så mærker vi en dag,

at noget rører sig.

En svag men kølig luftning.

Nogen eller noget bryder murene ned –

både dem, andre har bygget

og dem, vi selv har isoleret os med.

Så ved vi instinktivt,

at det er Den Opstandne Mester,

som er steget ned i det sorteste helvede til os – for at befri os !

 

 

Det kan være, vi har mødt for megen smerte,

måske er vi blevet afvist for tit.

Det kan gå sådan,

at vi er bange for at komme tæt på andre,

fordi vi ikke tør risikere

at blive kasseret endnu en gang.

 

Måske forskanser vi os

for ikke at risikere smerten igen;

men dér hvor vi troede os ”i sikkerhed”

 – dér hvor vi havde forskanset os,

så ingen kunne røre vores sårbarhed –

dér går Helligånden helt ubesværet gennem panserglas og armeret beton.

Dét er Den Opstandne Frelser,

som blidt lægger sin hånd på os

og får os til at vågne op og vide, vi er set.

Han skænker os Livets Mening

og giver os mod til at virkeliggøre den.

 

Og en skønne dag –

i livet, i døden eller på den anden side af døden – møder vi Ham ansigt til ansigt.

Da overvældes vi af lykke i mødet.

”Sløret” mellem det jordiske og det himmelske trækkes til side

og vi oplever os fuldstændig omfattet

af den guddommelige Kærlighed

 – for da bliver vi ét med Kristus. 

 

AMEN    

 

STILHED


kirkebøn af Lars Eyerman

Vor Skaber og Far.

Vi lovsynger dig for påskens store glæde,

lyset i vores mørke,

håbet i vores tomhed.

 

Vi takker for din søn,

vores opstandne Herre Jesus Kristus,

som er gået forud for os

og vil gøre dødens nat til Livets morgen.

 

Send os ved din - Helligånd - fra kirke med det håb,

der overvinder forfærdelsen

for al ondskab og død.

Gør os delagtige i kampen

mod alle mørke kræfter,

der vil korsfæste troen og glæden

og lægge håb og kærlighed i graven.

 

Vi beder for din kirke ud over jorden

og på dette sted.

Vi beder også for alle,

der hverken kan finde ud af kirken

eller troen:
Lad dem høre opstandelsesbudskabet og tro!

 

Vi beder for regering og folketing.

Vi beder for vores Dronning Margrethe den anden,

for vores tronfølger Kronprins Frederik

og for hele den kongelige familie.

 

Vi beder for alle,

der er truet eller trængt,

for dem der har sorg eller savn.

 

Følg os til vores sidste time

og lad dit ansigt lyse over os

og vore døde.

 

Giv os alle en glædelig opstandelse til det evige Liv.

 

                                                 AMEN

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

 

Vor Herres Jesu Kristi Nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle!

                                        Amen.