23. søndag efter Trinitatis

745/769  -   692  -  613  -----  370  -  728

Matt 22,15-22:

Da gik farisæerne henog besluttede at fange Jesus i ord.

De sendte deres disciple hen til ham sammen med Herodianerne, og de sagde:

"Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej

og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk.

Sig os, hvad du mener:

Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?"

Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde:

"Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere?

Vis mig skattens mønt!" De rakte ham en denar.

Og han spurgte dem: "Hvis billede og indskrift er det?"

"Kejserens," svarede de.

Da sagde han til dem: "Så giv kejseren,

hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!"

Da de hørte det, undrede de sig

og forlod ham og gik deres vej.     

                                                               AMEN

 

 

Det er ufatteligt, som begivenhederne

ind i mellem falder betydningsfuldt sammen.

 

I dag har vi to bibeltekster i gudstjenesten

om forholdet mellem Gud og staten,

troen og samfundet

 – og på tirsdag skal vi stemme til kommunal- og regionsrådsvalg.

 

Paulus skriver, at myndighederne er indsat af af Gu

d – og at vi derfor skal respektere dem –

ikke alene for den rå magts skyld

men også for samvittighedens skyld;

altså en religiøs forpligtelse

til at væer én lydig samfundsborger.

 

Det er mærkeligt for os at se tilbage på;

når man nu tænker på,

hvor mange egoistiske magtsyge og hensynsløse diktatorer,

verden har oplevet igennem århundrederne.

 

 

Det er nok lidt for frækt at affærdige det med,

at Paulus nok gerne ville holde fred med den romerske besættelsesmagt J

 

Han har nok ment, at Gud havde en højere mening med,

hvem der var kejser i Rom og hvordan der blev regeret.

 

I GT kan man også læse, at profeterne fortalte,

hvordan Gud brugte forskellige konger

til at redde Israel eller til at straffe Israel

 – alt efter, hvordan de havde opført sig.

 

Det var en udbredt tankegang på bibelsk tid,

at Gud stod bag kongernes opførsel.

 

For 500 år siden – på Luthers tid –

mente man stadig,

at myndighederne var indsat af Gud.

 

Til gengæld vendte Luther opfattelsen i luften og skrev, at når myndighederne var indsat af Gud og det var en religiøs pligt at følge dem;

 

jamen så var det også kongens religiøse forpligtelse at regere klogt og i overensstemmelse med Guds Vilje !

 

Kan I se, her er noget, der ligner, at Folketinget hver efterår

begynder sit arbejde med en åbnings-gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke ?

 

Mon ikke vore lokale kommunalpolitikere

efter valget skulle bede om få holdt en særlig gudstjeneste inde i Thisted Kirke – i stedet for at holde de lange knives nat ?

 

 

 

Gud har skabt alle mennesker i sit billede,

der er noget helligt og ukrænkeligt

dybt inde i et hvert menneske

og alle mennesker er lige meget værd !

 

Ud fra den synsvinkel,

kunne man måske godt sige,

at en demokratisk styreform en religiøs pligt?

 

Hvis vi går ind på den tankegang,

så kommer vi én gang til hen i nærheden af,

at det også bliver en kristen forpligtelse

at respektere demokratiet.

 

Og det bliver en kristen pligt at overveje nøje,

hvem man stemmer på –

for så har Gud jo uddelegeret regeringsmagten til det enkelte menneskes afgørelse.

 

 

Det er interessant,

om vi som folk kan følge sådan en tankegang;

for som samfund er vi jo

en verdslig stat (,kommune og region).

 

Og vi plejer at sige,

at det skal være ganske almindelige menneskelige overvejelser,

som afgør politikken – ikke religiøse.

 

 

Der er bare det interessante, at hvad er ”almindelige menneskelige overvejelser” ?

 

Vores smag for,

hvad der er menneskeligt vigtigt,

kommer jo ikke ud af den blå luft !

 

Da Danmark blev et retssamfund,

blev vores love bygget op over De Ti Bud.

 

Vores fornemmelse af,

hvad der er rigtigt og forkert, bygger

i høj grad på 1000 års kristen forkyndelse.

 

Og samtidig er det jo ikke alle danskere,

som er kristne – det sikrer Grundloven

med paragraffen om Religionsfrihed.

 

 

Så er jeg jo ved at være henne ved

søndagens Evangelietekst:

 

Giv kejseren, hvad kejserens er

og giv Gud, hvad Guds er !

 

Ved første øjekast ligner det en total adskillelse af stat og kirke.

 

Men hvor ligger hovedvægten ?

 

Skal staten have alt det, der gør krav på,

og så kan kirken få det,

der evt. måtte blive til rest ?

 

Eller skal vi give Gud alt,

hvad Han har krav på,

og så kan samfundet få den loyalitet,

der evt. måtte blive tilbage ?

 

 

Jesus siger jo også (Matthæus 6,25):

I kan ikke tjene to herrer,

I må vælge mellem Gud og Mammon !

 

Når vi i samfundet taler om velfærd,

så spiller det fint sammen med

Jesu Forkyndelse om næstekærlighed

og omsorgen for de svage

 – ja helt tilbage til GT’s omkvæd:

Husk at tage jer af

enkerne, de fremmede og de faderløse –

husk I var selv slaver i Ægypten.

Når Bibelen fortæller om,

at mennesket er skabt i Guds billede

– ikke meget ringere end Gud selv (Salme 8) –

så understreger det retssamfundets tilstræbelse af at behandle alle lige og give alle mennesker de samme grundlæggende frihedsrettigheder.

 

Det er jo en kendt sag,

at hvis man lægger hovedvægten på Jesu Forkyndelse om næstekærlighed,

så er Jesus socialist, socialdemokrat eller noget i den stil.  Og lægger man hovedvægten på Jesu Forkyndelse om frihed, så tilhører han Blå Blok.

 

Tænker vi på Jesu helbredelser,

må Han være grundlæggeren af Læger uden grænser  for Han helbredte også mennesker uden for Israel.

 

Her er det vigtigt for os, at vi

– både på det personlige og det politiske plan –

lægger mærke til Jesu Forkyndelse i NT

og prøver at overføre den til vores eget liv.

 

Vi skal ikke blot tage udgangspunkt i vores egen kæphest og så prøve at finde steder,

hvor Jesus siger noget, der ligner.

 

Så ender vi med en kristendomsforståelse,

som ligner den i det amerikanske bibelbælte;

den synes jeg selv, er lidt ukristelig – men det kan der jo være forskellige vurderinger af.

 

 

Hovedpointen er,

at det, vi finder menneskeligt vigtigt,

kommer et sted fra.

 

Som kristne

har vi primært vores værdier fra Jesus.

 

Og det er jo ikke en lille lun lomme,

hvor jeg selv kan side og hygge mig med Gud og få en indre sjælefred.

 

Jesus siger jo,

at jeg skal elske Gud

 – og min næste som mig selv.

 

Troen handler ikke kun om mig selv

og mit eget velbefindende;

troen handler også om mit samspil

med alle andre mennesker.

 

Og når regeringsmagten

i vores moderne samfund er overdraget

til resultatet af demokratiske valg,

jamen så har vi jo alle sammen ansvaret for

at vælge de politikere,

som på bedste måde

kan realisere vores kristne værdier.

 

På den måde kan vi

give Gud, hvad der er Guds,

ved at bringe samfundet

i overensstemmelse med Gud.

 

For i dag er ”Kejseren”

jo os selv og vores demokrati.

 

Så når vi giver Gud, hvad der tilhører Ham,

så kan vi også let give Kejseren

 – altså det demokratiske samfund –

hvad det skal have;

ja vi kan endda få ”den Kejser”, vi mener,

bedst kan leve op til forpligtelsen til at regere efter Guds Ønsker.

 

Det ideelle må være

et samspil mellem kirke og stat.

 

Kirken arbejder med troen, sjælefreden, frelsen, etikken og traditionelt også med omsorgen for de allersvageste – dem samfundet har opgivet.

 

Staten arbejder med samfundsforhold, økonomi, uddannelse og sundhed, sikkerhed og retsforhold.

 

Samtidig skal de to til stadighed være inspireret af hinanden.

 

Hvis kirken bliver grebet af én bestemt retning og bliver fanatisk på den ene eller den anden måde, så er det statens opgave at gribe ind og stille spørgsmål ved,

om det nu også er kristendom ?

 

På samme måde er det kirkens opgave

at stille kritiske spørgsmål til staten,

hvis politikken bliver alt for indskrænket

og egoistisk på landets vegne, hvis værdierne bliver umenneskelige / ukristelige

eller hvis midlerne bliver for hensynsløse.

 

 

Og så er der jo hele spørgsmålet om,

hvilken religion eller hvilke religioner,

som skal spille sammen med politikken.

 

Enhver religion og enhver ideologi,

som er til stede i landet,

må jo kæmpe for sine synspunkter.

 

I et demokratisk samfund som vores

må kampen ske i samtale, oplysning, debat

og med stemmesedlen.

 

 

Hvad nu, hvis jeg stemmer forkert ?

Eller hvad nu, hvis jeg gør noget i modstrid med de demokratiske afgørelser ?

 

Måske så nogen af jer ”Herrens Veje”

i søndags.

 

August, som nu er gadepræst i serien,

har forsyndet sig mod både menneske, Gud og lovlig øvrighed,

idet har han skudt og dræbt en kvinde,

som ikke truede ham på livet.

 

I kirken bad han om tilgivelse for noget helt andet – og fik et syn eller en hallucination af,

at den dræbte kvinde tilgav ham.

 

Er det følelsesmæssigt plat ?

Eller er et billede på,

at tilgivelsen kan komme fra både Gud og mennesker – fordi vi har forpligtelser overfor både Gud og mennesker ?

 

Vi kan jo både dræbe og give liv

med vores stemmeseddel.

Vi kan både ødelægge liv og skabe livsglæde med vores stemmeseddel.

 

Vi skal gøre os umage.

 

Og samtidig skal vi være frimodige.

 

Jesus tilsiger os netop syndernes forladelse – tilgivelse – for vores fejl.

 

Så der er ingen grund til handlingslammelse.

 

Vi skal frisk og frejdigt sætte vores kryds

 – ligesom vi i det hele taget

skal leve vores liv med ret ryg –

 

som hovedregel ved vi godt,

hvad der er rigtigt og forkert.

 

Og når vi gør det forkerte,

må vi bede om tilgivelse – og får den.

 

Det betyder både,

at vi kan leve vores liv godt her på jorden

 – og det betyder,

at vi kan se døden i øjnene med tryghed –

for frelse, opstandelse og evigt liv

får vi af Guds Kærlighed – foræret ved Jesus korsdød og opstandelse.

 

 

Derfor kan vi roligt give ”kejseren, hvad kejserens er – og Gud, hvad Guds er.”

 

Og vi kan bede Helligånden om at vejlede os i, hvordan vi bedst gør det.

 

 

                                    AMEN

 

 

 

STILHED

 

 

Herre Jesus Kristus!

Vi beder dig,

Tak, fordi du har sat korsets mærke på os.

Hjælp os, så vi aldrig glemmer,

at vi bærer dit mærke.

 

 

Husk os på,

at andre mennesker også bærer dit mærke;
de er dine

og de skal behandles med kærlighed.

 

Styrk vores tro på,

at Jesu død på korset er vores tilgivelse.

Giv os fast tillid til, at Jesu opstandelse

skænker os opstandelse og evigt liv.

Lad korset lære os det.

Giv os lyst til at gå i kirke.

Lær os at se dåben som din udstrakte hånd,

der giver os Evigheden - allerede nu.

Lad os opleve nadveren som stedet,

hvor du giver os tilgivelse og nyt Liv.

 

 

Hjælp os til at huske,

at begge dele giver os korset.

 

Trøst dem, som sørger,

hjælp de ensomme,

giv mod til de modløse.

 

Vi beder for fred i verden,

trøst og hjælp til hjemløse, asylansøgere og flygtninge.

 

Vi beder for vores eget land Danmark.

Vi beder for vores dronning Margrethe II, vores tronfølger kronprins Frederik og hele den kongelige familie.

 

Giv dem og os alle at leve

med korsets mærke her på jorden

og i evig salighed i opstandelsen.

 

                         AMEN

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

Vor Herres Jesu Kristi Nåde

og Guds kærlighed

og Helligåndens fællesskab

være med os alle!                     

 

AMEN.