Femtende søndag efter Trinitatis

 

15. søndag efter Trinitatis 2017

 

745  -  29  -  17vers 1-6  ----  17vers 7-12 -  41   

 

Nadversalme:  476

 

Matthæusevangeliet 6,24-34:

 

Jesus siger:

 

Ingen kan tjene to herrer.

 

Han vil enten hade den ene

 

og elske den anden

 

eller holde sig til den ene

 

og ringeagte den anden.

 

I kan ikke tjene både Gud og mammon.

 

 

Derfor siger jeg jer:

 

Vær ikke bekymrede for jeres liv,

 

hvordan I får noget at spise og drikke,

 

eller for, hvordan I får tøj på kroppen.

 

Er livet ikke mere end maden,

 

og legemet mere end klæderne?

 

Se himlens fugle;

 

de sår ikke og høster ikke

 

og samler ikke i lade,

 

og jeres himmelske fader giver dem føden.

 

Er I ikke langt mere værd end de?

 

Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig?

 

Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror;

 

de arbejder ikke og spinder ikke.

 

Men jeg siger jer: End ikke Salomo

 

i al sin pragt var klædt som en af dem.  Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen,

 

hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende?

 

I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? 

 

Alt dette søger hedningerne jo efter,

 

og jeres himmelske fader ved,

 

at I trænger til alt dette.

 

Men søg først Guds rige

 

og hans retfærdighed,

 

så skal alt det andet gives jer i tilgift.

 

Så vær da ikke bekymrede

 

for dagen i morgen;

 

dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til.

 

Hver dag har nok i sin plage.          AMEN

 

 

 

For nogle år siden blev der offentliggjort nogle undersøgelser, som viste,

 

at mennesker, som går regelmæssigt i kirke, lever længere end dem, som ikke gør.

 

 

 

Der kan naturligvis være mange faktorer,

 

der spiller ind – men den vigtigste pointe

 

i kristendommen er ikke,

 

at man kan leve længere på jorden;

 

men at man få Evigt Liv i Paradis !

 

 

 

Det er vigtigere at komme i Paradis

 

end at leve længe, sundt eller lykkeligt !

 

Mon ikke det er essensen af det,

 

Jesus siger ?

 

 

 

Men i den sidste ende risikerer vi jo

 

at dø en tidlig eller tåbelig død,

 

hvis vi blot gør som himlens fugle

 

eller markens blomster ?

 

 

 

Nu siger Jesus jo heller ikke,

 

at vi skal gøre som dem;

 

Han siger, at vi skal se på dem.

 

Og så kan vi jo tænke på,

 

at på den ene side,

 

så lever de sorgløst

 

 – om end de arbejder som vilde og gale –

 

og på den anden side,

 

så skal der så uendeligt lidt til,

 

før fuglene bliver ædt af en rovfugl

 

eller blomsterne bliver høstet eller trådt ned.

 

 

 

Vores liv er på mange måder lige så skrøbelige.

 

Der skal ikke meget til,

 

for at forvandle vores liv;

 

en trafikulykke, en kritisk sygdom,

 

en skilsmisse eller et dødsfald blandt ens nærmeste.

 

 

 

Set i dét lys,

 

så er Guds Rige og Hans Retfærdighed

 

pludselig ikke ”en erstatning for succes i livet”;

 

men i stedet det eneste faste holdepunkt.

 

 

 

Gud har skabt en uendelighed af fantastisk blomster- og dyreliv;

 

nogle af dem er for øvrigt ganske ondskabsfulde efter vores målestok.

 

 

 

Når Han giver dem deres liv og skønhed

 

 – om end de kun er planter og dyr;

 

så kan vi da sige os selv,

 

at vi, som er skabt i Guds billede,

 

er endnu mere omfattet af Guds Omsorg.

 

 

 

 

 

Jeg tror, det er dét, som er Jesu Pointe.

 

 

 

Vi skal altså ikke bekymre os;
det gør ingen gavn.

 

 

 

Men vi skal stole på,

 

at vi er indfældet i en større virkelighed,

 

end den vi kan se med et blotte øje.

 

 

 

 

 

Det er denne virkelighed – Gud Rige –

 

vi skal blive forankrede i;
for den rækker ud over dette korte liv på jorden.

 

 

 

Det er ikke alene at tage troen alvorligt;
det er at tage Jesus på Ordet.

 

 

 

Vi skal søge Gud Rige & Hans Retfærdighed.

 

 

 

Så vil vi oven i købet få alt det andet i tilgift.

 

 

 

 

 

Guds Retfærdighed –

 

det er et stikord, jeg ikke kan lade ligge

 

her i 500-året for Reformationen.

 

 

 

Det var en af de skelsættende erkendelser hos Martin Luther:

 

 

 

Vi kan ikke arbejde os til

 

at blive retfærdige i Guds Øjne

 

 – for vi er jo mennesker på godt og ondt.

 

 

 

Guds Retfærdighed får vi foræret

 

i troen på Jesus Kristus !

 

 

 

Jesus gør os retfærdige – det gør Han i kraft af sin stedfortrædende lidelse og død på Korset

 

og det gør Han i kraft af sin livgivende Opstandelse Påskemorgen.

 

 

 

Personligt forærer Han Retfærdigheden  til os i dåben og vi modtager den i troen.

 

 

 

Guds Retfærdighed får også næring i nadveren.

 

 

 

På den måde får vi

 

Guds Rige og Hans Retfærdighed givet,

 

lige så mirakuløst,

 

som at blomster og fugle

 

kan være smukke og opretholde livet

 

uden at bekymre sig.

 

 

 

 

 

Der ligger både et element af

 

at overgive sig til Guds Omsorg

 

her i livet på jorden

 

og i Evigheden på den anden side af døden.

 

 

 

I en vis forstand kan vi vende det om,

 

sådan at vi opfatter alt det gode,

 

vi oplever i vores liv som Guds Gave.

 

 

 

Hvis vi tænker nærmere over det,

 

er der ikke meget, vi kan tage af os selv.

 

 

 

Måske har vi arbejdet hårdt for at opnå noget;

 

men hvem har givet os evnen til at arbejde?

 

 

 

Og sådan kan man blive ved …

 

 

 

Så jo,

 

vi skal søge Guds Rige & Hans Retfærdighed;

 

så bliver vi også velsignet med evnen

 

til at se alt godt i vores liv som Guds Gave.

 

 

 

Hvis nogen vil indvende,

 

at dette er da vist for viderekomne – så har de ret –

 

 

 

For enten så er det den

 

helt enkle barnlige tilgang,

 

hvor man blot tager Jesu ord for pålydende,

 

eller også er det mystikkens tilgang.

 

 

 

 

 

Det første kalder man

 

at blive som et barn på ny;

 

derfor står barnedåben så stærkt – for tættere på Gud kommer vi ikke.

 

 

 

Det andet er såmænd ikke så mystisk endda;

 

det er bare ikke tilgængeligt for forstanden.

 

 

 

Her må vi bruge vores åndelige intuition,

 

for at komme et stykke på vej.

 

 

 

Den blå bekymringsløshedens perle

 

i Kristuskransen.

 

 

 

 

 

Hvordan bærer man sig ad

 

med at komme til at tro på,

 

at Jesu korsfæstelse, død og opstandelse

 

er ens retfærdighed ?

 

 

 

Ja, det er jo nemt nok at indse,

 

at selv om man gør sig al mulig umage,

 

så gør man ikke alting rigtigt

 

 – faktisk ret langt fra, som regel –

 

 

 

Og det er sådan set lige meget,

 

om det er på det lokale eller det globale plan.

 

 

 

Det er meget at gøre,

 

vi kan gøre meget

 

 – og det skal vi selvfølgelig også –

 

men dels ved vi ikke altid, hvad der er bedst,

 

og hvad værre er:

 

Der er rigtig meget, vi ikke har kræfter, evner eller rigdom til – eller som vi simpelthen ikke vil gøre ret meget af.

 

 

 

vores retfærdighed,

 

den kan vi hurtigt blive færdige med –

 

altså har vi alene Guds Retfærdighed at holde os til.

 

 

 

Og hvordan får vi så Guds Retfærdighed ?

 

 

 

I grunden har vi fået den;
vi skal blot tage i mod den.

 

 

 

Det drilagtige er det lille ord ”blot” J

 

 

 

For hvordan begriber jeg,

 

at en mand, der døde på et kors

 

for snart 2000 år siden,

 

er Guds Retfærdighed for mig ?

 

 

 

Se det går ud over min forstand

 

og langt ind i præstens.

 

 

 

For det kan ikke tilegnes med forstanden;

 

men med hjertet.

 

 

 

Vi har et krucifix hængende i kirken;
så kan vi se det.

 

 

 

Mange har det også derhjemme

 

 – det kan vi se på –

 

og lade Kristus på korset se på os.

 

 

 

Vi kan læse de bibelske beretninger

 

om Jesus,

 

der lod sig korfæste af kærlighed til os;

 

og vi kan lade dem virke på vores sind.

 

 

 

Vi kan bede til Kristus,

 

om Han vil skænke os sin Retfærdighed.

 

 

 

Vi kan bede til Helligånden,

 

om at give os tro på Guds Retfærdighed.

 

 

 

Disse processer kan ikke beskrives

 

i en almindeligt rationel sprogbrug.

 

 

 

Derfor har man kaldt denne tilgang

 

for mystikkens tilgang.

 

Ikke fordi den er ”mærkværdig”;

 

men fordi den anerkender troen

 

som et mysterium,

 

man nærmer sig med ærefrygt

 

og langsomt tilegner sig.

 

 

 

Det er ikke mit rationelle jeg,

 

der analyserer og forstår troen.

 

 

 

Snarere åbner jeg mig

 

og inviterer troen indenfor;

 

så bliver jeg gennemtrængt og opfyldt af troen.

 

 

 

Så er det dybest set Guds Retfærdighed,

 

som har fundet mig

 

og som bærer mig ind i Guds Rige.

 

 

 

Paulus har formuleret det sådan her:  Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig.

 

Gal. 2.20

 

 

 

Det er en proces, der varer hele livet;

 

når vi søger Guds Retfærdighed,

 

er vi allerede på vej ind i Guds Rige.

 

 

 

For nogle mennesker

 

 – eller i nogle perioder af ens liv –

 

er det måske en meget fremmed tilgang;

 

man vil hellere foretage sig noget.

 

 

 

Hvis det er sådan fat,

 

så er kongevejen til Jesus

 

det at møde ham i de små,

 

de udstødte og de nødlidende.

 

 

 

Dem identificerer Han sig med Mt. 25,31-46.

 

Og så kan vi vende tilbage

 

til begyndelsen af dagens tekst:

 

 

 

Vi kan ikke både tjene Gud og Mammon.

 

 

 

”Mammon” er penge og magt.

 

Og vi må vælge,

 

om vi vil bruge vores liv på at skrabe penge og magt, anseelse og position sammen;
eller om vi vil bruge vores liv på at tjene Gud.

 

 

 

Og Gud kan vi tjene

 

ved at gøre godt for mennesker,

 

som lider:

 

Mad til de sultne & vand til de tørstige,

 

modtagelse af fremmede & tøj til nøgne,

 

omsorg for syge & besøg til fængslede.

 

 

 

Jeg tror, det allerbedste er,

 

vi kombinerer de to tilgange.

 

 

 

Forsøget på at hjælpe

 

motiverer bønnen,

 

for vi kan ikke det hele selv;

 

og bønnen flytter os over i Gudsriget,

 

så vi også får kræfter og lyst til at gøre godt.

 

 

 

For Gudsriget er på én gang

 

her på jorden, når vi gør Guds Vilje,

 

og i Evigheden i Livet efter døden.

 

 

 

Gudsriget omfatter det hele;

 

derfor er det værd at søge efter.

 

 

 

Og Jesus siger, at den som søger, skal finde

 

og at der skal lukkes op for den, som banker

 

Mt. 7,7-8.

 

AMEN

 

 

 

                    STILHED

 

Herre Jesus Kristus,

 

tak, fordi du har bragt Gudsriget til os

 

og lukket det op for os.

 

Gode Helligånd,

 

kald på os hver i sær;

 

     lad vores hjerte kunne mærke Gudsriget.

 

     Lær os at leve i det Gudsrige,

 

     vi fik adgang til ved dåben.

 

Lad glæden, håbet og håbet vokse i os.

 

Hjælp os til at tage imod

 

Jesu tilgivelse og kærlighed.

 

Og hjælp os til at give

 

kærligheden videre til andre mennesker,

 

som trænger til den

 

 - både praktisk og åndeligt.

 

 

 

Kom til alle sørgende og ulykkelige

 

og trøst dem.

 

 

 

Kom til enhver,

 

der tvivler eller er anfægtet;
få troen og glæden

 

over Gudsriget til at blomstre.

 

Lad alle mennesker bidrage til Gudsriget

 

 - og lad alle mennesker leve i Gudsriget.

 

 

 

Vi beder fred i verden og hjælp til flygtninge.

 

 

 

Vi beder for vores kirke, by og land;

 

for vores dronning og familie.

 

 

 

                                            AMEN

 

 

 

 

 

Lad os med apostlen tilønske hinanden:

 

Vor Herres Jesu Kristi Nåde

 

og Guds kærlighed

 

og Helligåndens fællesskab

 

være med os alle!

 

                                        Amen.